Trines blog

Så er Ellen blevet passet for første gang – altså sådan i længere tid. Mor har været hernede for at vi skulle kunne tage til reumatolog i god ro og orden uden Ellen. Og jeg er helt sikker på at både mor og Ellen har hygget sig med det – også selvom det endte blodigt.

Hygge i kravlegården - før blodet

I går aftes hyggede vi os med norske klejner som mor havde haft med. Ellen kan åbenbart godt lide norske klejner, så jeg ved ikke helt om mor vil dele med hende næste gang. :)

Ellens første norske klejne

I dag stod vi så op klokken alt-for-tidligt og kørte mod Århus 0645. Alle andre i huset sov sødeligt videre. Vi var hos reumatologen, men mere om det i en anden posting. Da vi kom hjem var Ellen ved at få noget at spise og mor sad med en lettere blodig vaskeklud. Ellen havde hakket munden ned i kanten af kravlegården og åbenbart slået hul et eller andet sted. Mor kunne ikke få lov til at se hvor, men det var stoppet med at bløde og Ellen var glad igen.

Besøgende sommerfugl

Så spiste vi frokost og mor kørte hjem til butikken. I eftermiddag har jeg sove lidt og læst erhvervsret (konkurrenceret), for jeg var kommet lidt bagefter i sidste uge i Biersted. Ellen, Kåre og Siri har også taget en ordentlig skraber i løbet af eftermiddagen, så jeg ved egentlig ikke hvorfor vi er trætte.

Kalenderlys

Hvert eneste år på denne tid undrer jeg mig over de kalenderlys man kan købe i butikkerne. Ellen fik et af sin farmor i går, og nu vil jeg høre om der er andre der har en ide om hvorfor man laver dem så åndsvagt.

Vi er nok enige om at et kalenderlys skal sættes fast i et eller andet. Nogle nøjes måske med en lysestage, men de fleste sætter det vel i en dekoration. Altså noget med noget ler og gran og den slags. Men hvorfor pokker der det så, at man skal brænde seks cm lys før man overhovedet når ned til 1-tallet og at der kun er tre centimeter lys fra bunden af 24-tallet til at sætte lyset fast? Det betyder jo, at man ikke kan brænde lyset helt ned og at man skal starte engang i november for overhovedet at være klar til 1. december.

Kunne det være fordi man skal bruge det til at lære børnene at regne? “Vi nåede 1. december 6. december. I dag er vi nået til 9. december, hvor længe er der så til juleaften?”

Eller måske skulle kalenderlysproducenterne bare overveje at sætte tallene en anelse anderledes på?

Kåre har været på kursus i Tåstrup tirsdag-fredag, så jeg pakkede barn og hund i bilen og kørte til Biersted.

Morfar og Ellen

Der er så småt ved at komme lidt juletravlhed i butikken, så jeg fik da lavet lidt. Og mor fik skiftet nogle bleer. :)

Mormor og Ellen

Onsdag aften fik vi andesteg! Det er altså ikke at foragte, omend oksesteg, frikadeller og røde bøffer heller ikke er ringe. Ellen spiste også det hele med største velbehag. Men det gør hun nu med alt.

Glad i bad

Når man nu lige har fyldt en ble godt og grundigt og bagefter hopper glad og længe i sin høje stol, så ender man under en bruser! Det er ufatteligt så beskidt et barn kan blive. Men det var sjovt at være i bad med mormor. Det er nu også noget nemmere nu hun kan sidde selv.

Skumfidus

Der er 11 sekunders forskel på de to billeder. Ellen sidder på fars skød og sutter på en stor skumfidus. Og den får hun naturligvis stoppet ind i munden. Ellen sidder glad og sutter videre – men far bliver mere og mere rød i hovedet og ser lettere panisk ud. Og onde mig, jeg tager et billede før jeg går over og fisker skumfidusen ud af Ellens mund. Far bliver glad og Ellen synes jeg er ond – det var jo hendes skumfidus. Siri blev også glad, hun fik skumfidusen.

Rodet og møgbeskidt

Og så er jeg lige kommet i tanke om at jeg skal aflevere et helt eksamenssæt i logistik i morgen. Herligt!

Når man er træt og småsyg, så er det rart med en stor, dejlig bamse til at passe på en:

Ellen og Siri

Hun har godt nok været noget pjevset og pyldret i dag, den lille Ellen. Jeg tror hun har reddet sig en god gang forkølelse. Så jeg håber at hun er frisk i morgen. Specielt fordi Kåre tager til Tåstrup resten af ugen. Vældig timet: Første gang ungen er syg, så stikker manden af!

Når man nu gerne vil gøre lidt for at gøre verden til et bedre sted at leve, hvor skal man så starte?

Jeg har valgt at låne lidt penge ud til nogle afrikanere, der gerne vil drive en virksomhed og på den måde skabe et liv for dem selv og deres familier. Det kaldes mikrolån og ideen blev skabt tilbage i 70’erne af Muhammad Yunus i Bangladesh. Han har siden fået Nobels Fredspris for sit arbejde.

Så jeg har valgt at investere de penge jeg tjener på annoncerne fra Google her på bloggen og på hjemmesiden.

Jeg investerer dem gennem MyC4, som er en dansk formidler af mikrolån. De har blandt andet modtaget 5 millioner kroner fra Danida til at udvikle platformen. Her bestemmer man selv hvor meget man vil tilbyde at låne ud, til hvem og til hvilken rente. Umiddelbart virker det underligt med renter, når man nu gør det som en slag nødhjælp, men det siges at det virker bedre, når der skal betales lidt for at låne pengene.

I øjeblikket har jeg lånt penge til fire personer:

• Kaweesa Godfrey fra Uganda, som vil købe flere dyr til sit landbrug. Indtil videre har han betalt 15% af sit lån tilbage til tiden.
• Isabelle Alenus fra Uganda, som vil udvide sit hotel med fire nye hytter. Indtil videre har hun betalt 4% af sit lån tilbage til tiden.
• Enid Mulungi fra Uganda, som vil købe stof og andet materiale til sin skrædderbutik. Indtil videre har hun betalt 8% af sit lån tilbage til tiden.
• Kakande Sirajje fra Uganda, som vil plante træer og dyrke grøntsager. Både for at tjene på det, men også for at gøre lokalområdet mere frodigt. Han er ikke begyndt at betale tilbage endnu.

Og efterhånden som jeg får pengene tilbage igen, bliver de naturligvis investeret i nye små virksomheder. Jeg har lige tilbudt 10€ til en hvedebonde i Kenya, som gerne vil have en ny traktor.

MyC4 er i år gået ind på firmajulegavemarkedet. Virksomheden giver medarbejderen en MyC4-konto i julegave, og så bestemmer medarbejderen selv hvem der skal lånes penge til. Glimrende ide – og så kan firmajulegaverne trækkes fra i skat. :)

Så har du for mange penge, eller synes du godt lige du kan undvære en smule, så klik ind på myc4.com og lån dem ud.

Sur baby

Det er så sjældent at Ellen er sur og utilfreds, så jeg var simpelthen nødt til at dokumentere at det rent faktisk sker i ny og næ.

xkcd

Jeg sad og snakkede med mor i går aftes, da jeg pludselig så at der var kommet en helt ny cache i Langå. Ellen var godt nok lige blevet puttet til sin aftenlur, men hende op af sengen, koordinaterne skrevet ned, en signaturtrold i lommen sammen med et par lommelygter og så afsted. Der var efterhånden gået tre kvarter, så vi satsede på at blive andenfindere efter 2xg.

Dele af tog

Der holdt ingen biler da vi kom, så vi sprang ud for at lede. Og vi ledte. Og ledte. Og ledte lidt mere. Slog hovedet i både det ene og det andet – der var jo mørkt. Vi blev nødt til at ringe til en ven. Vi havde nemlig ikke set hvilken størrelse cache vi ledte efter. Og det gør altså en forskel om man leder efter en lille metalcylinder på 1*1 cm eller om man leder efter en ammoboks. Så i mobilen til far, som så lige skulle guides gennen gc.coms sider for at finde cachebeskrivelsen og derefter størrelsen på cachen. Det lykkedes, men efter en halv times tid var vi altså ved at opgive.

Men så kom 2xg, og så måtte vi jo lige lede lidt længere. :)

Lidt uhyggeligt, læg mærke til hvor lille Kåre er i forhold til toget.

Jeg havde så godt som opgivet, men ville lige tage en sidste runde. Og da jeg manglede en meter så jeg noget, der ikke så helt rigtigt ud. Og ganske rigtigt: Der var den! Og et flot FFC.

FFC

Men suk, da vi havde fået logget og skulle til at køre hjem, var bilen løbet tør for strøm. Og 2xg var nået at køre. Kåre prøvede at løbe den i gang, uden held. Så i mobilen til Falck. De ville være der efter ca. en time. Nå, vi satte os til at vente. Så gik det sidste lys i bilen ud og af en eller anden grund prøvede jeg at starte bilen igen. Og det lykkedes! Så i telefonen til Falck igen, for at sige at de alligevel ikke behøvede køre efter os. Og så ellers hjem til en kop kakao, en aftentur og så i seng!

Se, det var en rigtig futtogs-cache.

Michael Crichton er død – 66 år gammel.

Jeg har altid godt kunnet lide hans bøger, sådan lidt science fiction/thriller-noget. Nok mest kendt for at have skrevet Jurassic Park, omend den ikke er hans bedste. En af mine foretrukne er The Andromeda Strain, som er en af hans første bøger. The Terminal Man og Eaters of the Dead er heller ikke dårlige. Så tag og læs en af hans bøger, det kan anbefales.

Politiken, Jurassic Parks far er død, 5. november 2008

Luk mig uuuuuuuud!

Kåre kom tidligere hjem i dag, fordi jeg sagde at vi ville en tur i skoven. Det ville han ikke gå glip af. Så vi hentede ham ved toget og kørte ud til Kjællinghøl.

Se lige dum ud for en femmer

På vej ned mod vikingehuset går der en masse shetlandsponyer, og dem måtte vi da lige snakke lidt med. De er så søde og nysgerrige. Siri kan bare ikke helt forstå, at de ikke vil lege med hende.

Død ?

Nede ved teltpladsen hang der rester af en eller anden fugle i en busk. Hvad det var og hvordan den er havnet der kan man kun gisne om.

Ellen kan godt lide skovture

På vejen hjem kørte vi omkring Bjerringbro og fik handlet. Nu skal jeg have pakket alle mors julegaver ind og lagt noget tøj sammen. Og så bliver det spændende at se i løbet af natten hvordan det går i USA. Men der er vist ikke nogen der kan være i tvivl om hvem jeg ville stemme på!