Typisk

March 9th, 2009

Nu er det jo mig, så det kan vel ikke undre nogen at jeg måtte en tur til lægen i dag, for at få skåret lidt hul i en finger. :) På en eller anden måde må der være kommet noget snask ind i den, for den var hævet, rød, varm, dunkende og meget, meget ulækker. Men det kunne lægen heldigvis gøre noget ved. Så nu har jeg en stor forbinding på fingeren og en aftale igen i morgen.

Hvad vil man? – Hvad KAN man?

March 7th, 2009

Jeg har lige læst en artikel i Politiken om en fotografs oplevelser i Rwanda under og efter folkemordet i 1994. Det er simpelthen så skræmmende læsning – jeg sad med en stor klump i halsen og læste den og blev mere og mere rystet.

Og så er det man tænker: Jeg læser markedsføringsøkonomi. Jeg lærer om hvordan man sælger mest muligt til flest mulige og mit største problem er om jeg nu skal have oksesteg eller koteletter til aftensmad. De her mennesker, og mennesker mange andre steder i verden, ser deres børn blive voldtaget, deres forældre blive dræbt eller bliver endda selv tvunget til at gøre det.

Hvad kan jeg gøre? Jeg vil gerne hjælpe, men jeg kan jo ikke bare taget til f.eks. Uganda eller Zimbabwe og sige til dem at de skal stoppe. Men hvad kan jeg så gøre?

Jeg giver penge til Røde Kors, jeg låner penge ud gennem MyC4, men jeg må da kunne gøre mere?

Hvordan kan jeg bruge min erfaring og min uddannelse til at gøre en forskel? Ikke en forskel i nogle rige menneskers lommer, men en forskel for de, alt for mange, mennesker i verden der lider – og dermed for os alle sammen.


Politiken, Krigsreporteren: Vi kan alle slå vores nabo ihjel, 7. marts 2009

Børneopdatering

March 4th, 2009

Der sker meget med den bette i tiden. 7. februar tog hun sine første skridt, men så gik der er par dage før hun prøvede det igen. Men indenfor den sidste uges tid er hun gået fra at stavre lidt rundt, altid fra møbler eller vægge, til bare at rejse sig op og gå. Hun kan sætte sig på hug for at samle ting op og går nu lige så gerne som hun kravler.

De første udendørs skridt - koncentrationen lyser ud af hende.

De første udendørs skridt - koncentrationen lyser ud af hende.

Vi har haft hende med ude i have et par gange, men det er ikke det store hit. Hun sidder bare og sidder. Det er som om hun er lidt bange for alt det store og nye noget. Men det skal nok komme.

Ellen og far i haven.

Ellen og far i haven.

Tandlæge

March 3rd, 2009

I dag har Ellen været hos tandlægen for første gang. Det tog hun naturligvis i stiv arm, måske fordi hun ikke mødte tandlægen. :)

Første gang snakker man med en tandplejer, som fortæller forældrene lidt om hvad der er godt og skidt i forhold til tænder og hvad man skal holde øje med, når ungen knalder tænderne ned i et bord/gulvet eller hvad den nu knalder tænderne i. Hun viste os også hvordan det er en god ide at holde Ellen og børste hendes tænder, hvis hun nu engang bliver ked af at skulle have børstet tænder. I dag griner hun bare og åbner munden når hun ser tandbørsten.

Måske gjorde det også det hele meget nemmere at tandplejeren er vores nabo. :)

Er hun ikke yndig?

Er hun ikke yndig?

Bærestol

March 1st, 2009

Så fik vi købt en bærestol – og et par vandrestøvler. Jeg har længe manglet et par vandrestøvler, de gamle er simpelthen slidt op, men med mine åndsvage led og en ankel der er blevet skåret i og rettet op et par gange er det altså ikke helt nemt.

Ellen i bærestolen.

Ellen i bærestolen.

I løbet af den sidste uge har jeg været i Toursport to gange. En gang i Århus og en gang i Aalborg. Og jeg må indrømme at jeg også handler i Toursport næste gang. Begge gange har jeg fået virkelig god og kompetent betjening. Ekspedienterne har taget sig god tid, fortalt, forklaret og fundet varer frem uden at jeg har følt mig presset eller i vejen. I Århus havde de ikke noget jeg kunne bruge, så ekspedienten anbefalede mig at gå over i Friluftsland på den anden side af vejen. Det gjorde jeg, men ekspedienten kunne/ville ikke hjælpe mig, for støvlerne stod i kælderen. Og da jeg ikke kan bære Ellen op og ned af trappen, måtte jeg bare gå igen. Man kunne måske tro at han kunne have hentet støvlerne så jeg kunne prøve dem. Nå ja, han gik glip af en handel der endte på knap 3.000 kroner. I Aalborg fik vi alt den hjælp vi havde brug for, også selvom ekspedienten måtte på lageret og hente støvler og sandaler mange gange, og endte med en Deuter Kid Comfort III, et regnslag til den og et par Hanwag Banks Lady GTX. Om en måneds tid kommer vi nok tilbage efter et par sandaler til mig, jeg er nemlig blevet ret forelsket i et par Keen WMS Newport H2, men de havde ikke flere røde hverken i Århus eller Aalborg.

Kåre siger at bærestolen er rigtig god at gå med, så nu glæder vi os bare til at få den brugt.

Dagpleje

February 26th, 2009

Vi har nu, efter at have kontakte pladsanvisningen i Favrskov Kommune, fået at vide hvor Ellen skal passes fra 1. april.

Det ligger 1,2 kilometer væk – selvom vi har haft ringet og sagt at det var nødvendigt med en plads relativt tæt på os på grund af mine led.

Der er åbent fra 6.05 til 15.55, dog kun til 14.45 om fredagen – selvom vi har skrevet at Kåre arbejder indtil klokken 17 i Århus. Jeg har flere dage til 15.30 og en halv times køretur hjem. Så det der med at nå at ligge ned og hvile lidt inden hun skal hentes kan vi vist godt droppe.

Utroligt at der bliver taget så lidt hensyn til ens behov og ønsker. Og de har trods alt vidst det siden 16. april 2008, så det er ikke ligefrem nyt.

Vi skrev en mail i går, hvor vi bad om at få sagen genovervejet, men vi har ikke hørt noget endnu.

Men det er da underligt at en kommune som satser på at få højtuddannede til at flytte ud fra Århus ikke sørger for at der er pasning til mere end 15.55 og 14.45 om fredagen. Hvad skal en der arbejder fra 9-17 med pasning fra 6-16?

En tur i haven

February 25th, 2009

Så er det ved at blive forår. Sidste år ærgede jeg mig flere gange over at jeg ikke havde fået gjort nok ved køkkenhaven, så jeg tænkte, at hvis jeg nu starter i god tid… I dag kastede jeg mig over hindbærrene. Der blev luget og sat stativ op, så de kan holde sig oprejst. Beddet er meget lille, men som de dog har skudt. Sidste år var de lige sat og var bare små skud, men i år skal vi nok få masser af hindbær.

Masser af hindbær!

Masser af hindbær!

Vi flyttede en rabarber sidste efterår og sådan nogle er som bekendt ret hårdføre, så både den der blev sat i jorden og den lille rodstump der røg i en krukke skyder som om de blev betalt for det. Så er der lagt an til hindbær-/rabarbergrød.

Rabarber.

Rabarber.

Jeg har også gået og brokket mig lidt over at der ikke rigtig var nogle små påskeliljer på vej, men da jeg så var rundt og løfte lidt på bladene var der MASSER. Så vi skal bare lige en anelse længere hen så skal der nok blive flot og gult.

Hvad tænker de på?

February 22nd, 2009

Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation vil give politiet tilladelse til at foretage præventive anholdelser af bandemedlemmer for at forhindre flere skudepisoder i København. De vil tillade politiet at fængsle mennesker i flere uger uden nogen former for rettergang eller mistanke – altså lige bortset fra at de tilhører en bande.

Hvad blev der lige af retssikkerheden? “Du ser ud som om du tilhører en bande, i fængsel med dig!” Der er godt nok snak om nogle magtbeføjelser som er helt hen i vejret. Det er jo rent amerikanske tilstande, hvor man bare fordi man ser forkert ud eller kigger den forkerte vej kan blive smidt i fængsel og glemt.

Gad vide om der er nogen der har læst korrektur på den pressemeddelelse inden den er blevet sendt ud, eller om det bare er næstformanden Ikram Sarwar der har tænkt at nu skal der ske noget? Han har endda for bare et år siden skrevet følgende i JP:

En af de centrale forskelle på den danske retsstat og alverdens bananrepublikker er, at man som individ altid har retten til at blive stillet for dommer, hvis man anholdes. Man er uskyldig til det modsatte er bevist, og man har retten til at forsvare sig og sin sag.

En ting er at de bander skyder på hinanden og risikere at ramme uskyldige – og det skal naturligvis straffes hårdt, men derfra og til at fængsle folk uden at blive stillet for en dommer…

Jeg havde godt nok troet mere om socialdemokraterne, omend det var lige præcis sådan noget jeg havde forventet fra Dansk Folkeparti!

Opdatering

Socialdemokraternes retspolitiske ordfører Karen Hækkerup er dog noget mere fornuftig:

Men det er ikke og bliver ikke Socialdemokratiets politik på Christiansborg, at man bare skal kunne gå ud og anholde folk, som man ikke mistænker for at have begået noget kriminelt.


S ønsker præventive anholdelser af bander, Politiken, 22. februar 2009
S-ordfører skyder præventive anholdelser ned, Politiken, 22. februar 2009

Kåres fødselsdag

February 21st, 2009

I dag er det Kåres fødselsdag og fødselsdagsgaven fra mig og Ellen var en tur i Randers Regnskov. Vi kørte så vi var der klokken 10, så vi kunne nå mest muligt mens Ellen stadigvæk var glad.

Kåre og en benovet Ellen.

Kåre og en benovet Ellen.

Vi så en masse dyr og Ellen var helt stille og benovet over alle de indtryk. Sjældent har hun da været stille så længe af gangen! Vi spiste i deres restaurant og imponerende nok måtte vi begge to levne – og jeg havde endda delt med Ellen som var godt sulten.

Ellen og skinken - eller hvad det nu hedder i bestemt ental.

Ellen og skinken - eller hvad det nu hedder i bestemt ental.

Vi så et dovendyr der sov og Ellen rørte ved en blåtunget skink, som virkelig har en meget blå tunge. En slange i slangegården skræmte livet af mig fordi jeg skræmte livet af den med blitzen fra kameraet.

Skræmt slange.

Skræmt slange.

Vi kørte hjem igen omkring klokken 13, for da var Ellen godt nok træt. Det var en god dag i regnskoven og da billetten er et årskort kommer vi jo nok igen snart. :)

Ellen vil gerne klappe de hvidhovede sakier.

Ellen vil gerne klappe de hvidhovede sakier.

Kilt

February 21st, 2009

Engang for mange år siden fik min mor en kilt af en ven der havde været i Skotland. Men min mor er blevet en smule rundere siden dendag og da jeg jo har tabt mig et par kilo kan jeg faktisk passe den nu. Så den er flyttet til Ulstrup.

Kilt.

Kilt.

Jeg er sikker på at farverne og mønsteret er valgt fordi det er pænt, men der skulle vel ikke være nogen der vidste hvilken klan og hvilket område det stammer fra? ;)