Trines blog

Penicillin smager godt!

Her i huset er det ikke en kamp at give medicin. Både Ellen og Siri labber deres medicin i sig og ser helt glade ud når sprøjterne bliver taget frem. Ellen får panodil og penicillin og Siri har fået smertestillende de sidste 14 dage.

Nu er det vist kun mig der mangler at blive rask… Og vi har fundet smittekilden – en af børnene fra Ellens dagpleje var syg op til påske og har smittet hele sin egen familie og de andre i dagplejen. Men sådan er det jo med dagplejen. :)

Sidste lørdag blev både Ellen og jeg ret syge med noget maveonde. Ellens gik heldigvis hurtigt i ro, men jeg er stadig syg. Ellen har dog ikke rigtig villet spise siden, omend lidt kogte gulerødder glider ned. Indholdet i bleen har lignet lidt for tørt polyfilla. Men hun har været glad og vågen, omend en smule pyldret.

Slap gøj til påskeægsjagt hos mormor og morfar.

I går gik det så helt galt – pludselig havde hun høj feber, var slap og apatisk. Og så er det jo man ringer til lægevagten. Sammenholdt med maveproblemerne, mente vagtlægen at det muligvis var leveren det var galt med, så vi skulle komme ind med det samme og vi skulle regne med at blive indlagt. Vi skulle ikke trække noget nummer, bare gå direkte op til sygeplejersken, så vi kom ind til lægen med det samme. Okay, så tog jeg mig ellers lige en tudetur! En ting er at ens barn er apatisk og slapt, men når lægen så snakker om leverproblemer og indlæggelse, så bryder ens verden altså lidt sammen. Jeg håbede da at lægen bare havde sagt at vi skulle give hende en panodil og lade hende sove – men jeg vidste jo egentlig godt at hun ikke ville sige det.

Men vi kørte ind og kom til med det samme. Lægen undersøgte Ellen godt og grundigt og køreturen og gåturen ind på sygehuset havde kølet hende lidt ned, så hun havde energi til at brokke sig – og det er jo godt. Diagnosen: Mellemørebetændelse og forstoppelse.

Så en tur på apoteket efter penicillin og panodil. Penicillinen skal hun have i munden i en sprøjte og det kunne blive et problem. Men det smager godt, så hun suger det bare i sig – så nu kalder vi hende Siri. :)

Natten i nat har været noget hård, men panodilerne gør at hun har det bedre – omend hun IKKE kan lide stikpiller. (Men hvem kan det?)

Nu håber vi bare hun kommer sig hurtigt og at det ikke bliver et tilbagevendende problem med øret.

I går var jeg nede på banegården i Århus, hvor jeg blev mødt af et hav af små, blå skåle. Det var et kunstprojekt kaldet Blå sø, hvis formål er at skabe forundring, oplevelse og eftertanke. En af disse små, blå skåle kom med mig – nummer 81.

Blå sø.

Vi har alle sammen set disse amerikanske serier, hvor hovedpersonerne får udleveret et æg, som de så skal have med sig hele tiden og passe på – formålet er vist at lære dem noget om det ansvar det er at få børn!? Men sådan havde jeg det lidt med skålen. Den er en gave jeg har fået foræret og som jeg skal passe på. Jeg havde den i lommen det meste af dagen og jeg blev egentlig glad hver gang jeg mærkede den.

Men hvad skal jeg gøre med den? Lige nu står den i mit køkkenvindue mellem orkideerne, men er det det den skal? Jeg har overvejet at bruge den som saltkar, men så kan man ikke se de fantastiske blå farver i den. Jeg har også overvejet at bruge den til at have f.eks. mine ørenringe liggende i, men det giver lidt samme problem. Den kan ikke rigtig stå på et bord, hvor man kan nyde farven, for Ellen skal nok få fat på den og så overlever den ikke længe. Så indtil videre står den i vindueskarmen ved køkkenvasken, hvor jeg ser den rigtig tit – og så må vi se hvad der skal ske senere.

Min blå sø.

At se så mange små, blå skåle skabte i hvert fald forundring hos mig. Det var også en oplevelse at se hvordan folk agerede, når de så alle de små, blå skåle. Jeg så en enkelt mand som bare ikke så noget som helst – han var vadet direkte gennem dem, hvis ikke han var blevet stoppet. Jeg modtog skålen med taknemmlighed, og jeg har senere tænkt over hvordan andre folk har modtaget deres skåle. Om de bare har smidt den i tasken og så glemt alt om den eller om de har passet godt på den og sat den et sted i hjemmet hvor de kan nyde den eller om de har foræret den væk. For det siger vel også lidt om hvem vi er hvordan vi modtager en gave. Så når formålet var at skabe forundring, oplevelse og eftertanke, så må man sige at det i hvert fald er lykkedes hos en enkelt glad modtager. Tak.

Så har Siri atter været uheldig. Vi gik lige så fredeligt i baghaven, da hun konner humpende ovre fra indkørslen i søndag eftermiddag. Hun kunne næsten ikke gå og hun ville ikke så gerne støtte på venstre
forben. En undersøgelse viste at der ikke var noget i poterne og at der ikke sad noget (meget) forkert. Hun ømmer sig jo ikke når man gør onde ting ved hende. Så hun fik noget smertestillende til natten og
dyrlægebesøget blev udskudt til mandag.

På vej til dyrlægen.

Den bette stakkel har forstuvet albuen. Så nu er der dømt hvile og ro de næste fjorten dage og smertestillende medicin. Hvilen og roen er træls – både for os og hende, men det smertestillende er bare dejligt. Man tager sprøjten frem og straks sidder hunden og tigger om at måtte
få sin medicin. Det må virkelig smage godt!

Men Ellen kan godt nok ikke forstå at hun ikke må mosle Siri som hun plejer – og det er godt nok svært at forklare Siri at hun ikke må komme med ud at gå. Og når hun får smertestillende, så har hun det jo godt, så hun hopper rundt – hvordan forklarer man hende at hun skal ligge stille?

Så blev det Ugebladet Søndags tur til at have en artikel om geocaching. Den feminine del af hhv. cool-dk og Twincamp har haft en journalist og en fotograf med på geocaching. Det er en fin artikel i bladet, men en noget kortere udgave online.

Søndag den 3. maj er det Skovens Dag og der kan man prøve geocaching flere steder – i hvert fald ved Fussingø, så kom glad og prøv. Der sker også en masse andet sjovt, så der skal nok blive noget at se på og lege med. :)

Okay, jeg troede faktisk man kunne embedde en video. Det kan man så ikke lige på den her måde, men så kan folk jo også helt selv bestemme om de gider se/høre Ellen i sin nye gynge.

Endnu et afsnit i pasningsføljetonen: De tidligere afsnit kan læses her og her.

Da vi besøgte vores dagplejer fandt vi ud af at hun havde ferie i påsken, de fire dage i ugen efter påske og skulle på kursus to dage i slutningen af april. Altså skulle Ellen være der 10 ud af de 20 dage der er før hun skal i vuggestue. De sidste 10 dage skulle hun i gæstedagpleje og muligvis ikke engang det samme sted.

Så vi ringede til pasningsanvisningen igen. Så nu har vi fået en ny plads til Ellen – ganske vist lidt længere væk, men med åbningstider så Kåre kan hente og bringe. Og hun har ingen ferie eller kurser og der er endda kun to børn ud over Ellen.

Så på onsdag skal Ellen i dagpleje for første gang – så er det spændende hvem det blive hårdest for. :)

Tja, det er ikke meget der sker i det lille ulstrupske hjem.

Søndag begyndte Ellen at være godt snottet og både natten til mandag og tirsdag kunne hun ikke rigtigt sove. Det er altså også svært når man ikke kan trække vejret.

Tirsdag var jeg til eksamen i et projekt vi har arbejdet på et stykke tid og lad mig bare nøjes med at konstatere at vi bestod.

Natten til onsdag begyndte jeg at få godt ondt i halsen og så ved man jo godt hvad klokken er slået. Og så vågnede jeg med tandpine! Heldigvis kunne jeg få en tid ved tandlæge med det samme, så inden jeg tog i skole havde jeg fået repareret et ordentligt hul.

Onsdag eftermiddag var vi nede at besøge Ellens dagplejemor, men mere om det i et senere indlæg. Og bagefter var vi til 1 års eftersyn hos lægen. Og Ellen er som hun skal være, men hun synes godt nok ikke der var nogen grund til at lægen skulle se ind i hendes ører! Hun blev vaccineret og det synes hun nu heller ikke var så sjovt.

I morges vågnede hun allerede 6.30. Med feber (38,8) og snot og generelt har hun ikke haft det så godt i dag. Men det var jo hvad man kunne forvente med forkølelse og vaccination oven i hinanden.

Da hun blev puttet var hun glad og i morgen skal hende og Kåre hjem og besøge Kåres forældre. Så jeg har hele dagen for mig selv – alene – helt alene – kun mig og Siri hjemme. :o)

Gavmildt barn - mor skal da også have en sut.

Åh ja, så er der lige et par observationer:

• Batteriers gennemløbstid i en etårigs tarmsystem er 26 timer
• Persiennesnore skal holdes VÆK fra børn, de giver grimme mærker om halsen
• Blespande skal også holdes væk fra børn…

I går var det et år siden Ellen blev født. Der er godt nok sket meget på det år!

Første billede af Ellen.

Vi startede naturligvis med at synge fødselsdagssang for hende, men hun gloede på os som om vi var bindegale, da vi kom syngende ind med flag og pakke.

Et år efter, med fødselsdagsgaven i hånden.

Da jeg kom hjem fra skole var der kommet pakke fra Biersted. Ellen havde godt nok fået fødselsdagsgave, men der var en bamse fra oldemor og tre små magnetdyr til sengen fra mormor og morfar. De små magnetdyr lå i en pose, men hun fandt selv ud af at åbne posen og tage dyrene op – hvorefter hun naturligvis straks kiggede ned for at se om der var mere. :)

Bamsen fra oldemor.

Hele Kåres familie kom til eftermiddagskaffe. Fætter Toke har fødselsdag i næste uge, så ham fejrede vi også. Faster Kamilla havde lovet at tage boller og kagemand med, men Kåre havde lige ment at der skulle være lidt mere, så han havde lavet lagkage. Faster Kamille synes også der skulle være lidt mere, så hun havde bagt banankage – så der var mere end nok!

Er der mere?

Lydniveauet i huset var efterhånden blevet lidt højt med syv børn og et par onkler, så der blev dømt tid til en tur på legepladsen!

Louise, Ann Kathrine og Ellen gynger.

Da vi kom hjem var det tid til lasagne – men sjovt nok var folk ikke så sultne. Så vi har lasagne til fire dage i overskud, for slet ikke at snakke om trekvart lagkage, det meste af en banankage, en masse salat og tre liter is. For fætter Asbjørn og kusine Ann Kathrine var ved at falde i søvn og kusine Louise havde det skidt, så de kørte alle sammen inden desserten. Så vi var fire voksne og Ellen til at dele fire liter is…

Med så mange gæster kan man godt have brug for at være lidt alene.

Ellen sov vist inden hovedet ramte sengen, hun var rigtig træt, men hun havde klaret eftermiddagen fint. Det var nu heller ikke fordi vi andre ikke var trætte!

I slutningen af februar skrev jeg at vi havde fået en dagplejeplads til Ellen. Jeg var ikke specielt positivt indstillet, kan jeg vist godt røbe.

Jeg har nu fundet ud af at det rent faktisk er den fysisk nærmeste dagplejeplads fra hvor vi bor, det kan simpelthen ikke komme tættere på. Og så er der jo ikke meget de kan gøre, de kan jo trods alt ikke tvinge naboen til at blive dagplejer.

Hun kan rigtig tage far ved næsen!

Men de har været meget samarbejdsvillige om vores problemer og enden på det hele er blevet at vi har en vuggestueplads fra 1. maj. Kåre skal starte lige efter påske, så vi har tre uger vi skal have til at hænge sammen. Heldigvis har vi jo dagplejepladsen fra 1. april. Så vi skal gennem to opstartsfaser i løbet af halvanden måned. Men det ville også være synd, hvis hun skulle passes af først den ene og så den anden og så den tredje og vi ville være stressede, fordi vi ikke kunne passe arbejde og studie ordentligt.

Siri og Ellen er rigtig gode venner - de finder sig i alt fra hinanden.

Der er 500 meter ned i vuggestuen og de har åbent til 16.45 og der er ingen trapper. Så når hun først er startet, så går det hele op i en højere enhed. Det er dejligt.