Trines blog

Først afleverer jeg Ellen og hun smutter ud og går på legepladsen – så får hun øje på at jeg er på vej væk, og råber på mig – og det bliver hun ved med indtil jeg er helt henne på skolens legeplads. Og hun havde selv sagt at jeg skulle gå hjem.

Da jeg så kommer hen i sænkningen mellem skolen og tandlægen er der ikke mere strøm!

Så jeg må skubbe dimsen resten af vejen hjem i bidder af 50 cm – 5 meter, for den kan kun skubbes med strøm på.

Jeg kørte over mine tæer mange gange og jeg har SÅ ondt i det hele nu.

Da jeg så kommer hjem står der en dame og kigger underligt ind i indkørslen.

Hun ville bare fortælle at vores hund går rundt ovre på plejehjemmet.

Nu er scooteren uigenkaldeligt død og står udenfor lågen.

Så mig på cyklen og over efter Siri, som ganske rigtigt står sammen med en mand ovre på plejehjemmet.

Undskyld, undskyld, undskyld. Og Siri i en snor og gå hjem i hjemmesko med Siri og cykel.

MØGDAG!

Egentlig er jeg jo lidt grounded i tiden, men man får altså spat af kun at se de samme fire vægge hele tiden!

Så i går havde jeg udset en lille mystery i Bjerringbro, hvor man ikke skulle gå mere end 100 meter hver vej. Men lige som vi var ved at stoppe Ellen ind i bilen kom der en mail – ny cache mellem Ulstrup og Langå! Nå, ja, så kunne vi da også køre til højre i stedet for venstre!

Og vi var hurtige nok, så det blev til to FFC’er – den første mail der kom hed nemlig noget med #2, så vi havde lidt regnet ud at der nok ville komme en mere. :)

Men det var 100% drive-bys, så vi kørte alligevel til Bjerringbro og fandt den planlagte mystery.

I dag stod så endnu mere i geocachingens tegn: Stine og Allan (soga) skulle giftes og Frida skulle døbes og det blev holdt som et event. Det var alle tiders eftermiddag. Hyggeligt, smukt, nede-på-jorden, gode venner, god mad og så lige en enkelt cache midtvejs. :)

Men nu er vi godt nok også trætte – Ellen er gået totalt kold umiddelbart efter at være blevet puttet. Og vi andre overvejer også lidt om ikke sengen i virkeligheden er meget tillokkende?

Jeg kan godt mærke at det har taget hårdt på mig – men det var det værd! Nu satser jeg på en helt rolig dag på langs i morgen og mon ikke det så går det hele?

Nej, bare rolig – jeg har ikke født endnu – der skulle gerne gå 2½-3 måneder mere.

Men jeg var ved lægen i går til 2. graviditetsundersøgelse. Jeg synes egentlig ikke der var nogen speciel grund til det. Det er 15 dage siden jeg blev tjekket i hoved og røv (bogstaveligt talt) på sygehuset og jeg skal på sygehuset og skannes igen om 12 dage, men på sygehuset sagde de, at de synes at jeg skulle tage ned til min egen læge. Og autoritetstro som jeg jo er så gjorde jeg selvfølgelig det.

Alt er som det skal være. Han målte blodtryk (120/80 som det plejer at være), tjekkede urinen (en smule protein, men det plejer at svinge lidt), mærkede på maven (livmoderens størrelse var passende) og insistede på at høre hjertelyd med doptoneren. Jeg mente ikke det var så nødvendigt – når den bette mosler rundt inde i maven, så slår hjertet nok også. :)

Jeg fik også en influenzavaccination – jeg var meget i tvivl. Havde jeg ikke været gravid havde jeg ikke engang overvejet det – jeg plejer absolut ikke at blive ramt. Men når der er risiko for for tidlig fødsel hvis man får influenza, så synes jeg det var meget rart. Og endnu mere vigtigt: Barnet er beskyttet af vaccinen det første stykke tid og da der har været problemer med truende for tidlig fødsel, så synes jeg det er vigtigt at barnet har så meget at stå imod med som overhovedet muligt.

Nå, men den fødsel jeg egentlig ville skrive om er kronprinsessens fødsel. Hun er sat til et par uger efter mig – det vil sige at hun har godt tre måneder tilbage.

Men hendes børn kan jo ikke “nøjes” med en jordemoder – der skal være to jordemødre og to læger (en klinikchef og en professor). Klinikchefen er allerede NU flyttet ind i en lejlighed på Riget, så han kan være klar i det øjeblik der sker noget. Mon han så også er fritaget for andet arbejde, så han hele tiden kan være 100% klar og ikke risikerer at være træt?

Stakkels læger (og klinikchefens familie), stakkels jordemødre og stakkels alle andre der skal føde på Riget.

Og egentlig også stakkels Mary – jeg er godt nok glad for at jeg ikke er født kongelig!

Mary kan føde allerede i år, TV2, 7. oktober 2010

I går aftes omkring klokken 21 var det pludselig ikke så sjovt at være Trine og Kåre mere. Siri var blevet væk – HELT væk. Sommetider er hun lidt langsom til at reagere når man kalder – typisk fordi hun ligger et eller andet sted og sover. Men i går aftes var hun altså bare ikke nogle steder.

Vi ledte og ledte og kaldte og kaldte, men der var ingen reaktion. Vi var op og ned af vejen og Kåre gik rundt om blokken, fordi hun muligvis kunne have sneget sig gennem et hul i hækken ind til bagboen, men der var ingen hund. Jeg tog cyklen over omkring Hovedgaden og skolen, men der var heller ingen Siri og heller ikke nogen der havde set hende.

Jeg tog bilen og kørte byen rundt, men heller ikke nogen hund. Helle, vores nabo, kom ovre fra hallen og skolen og hun havde heller ikke set kræet.

Efterhånden var der gået en times tid – jeg burde ligge i min seng, for jeg havde haft en del lidt for kraftige plukkeveer i løbet af dagen, men hvordan kan man det, når ens hund er væk?

Så Kåre gik ud for at gå de nærmeste skovture vi plejer at gå, mens jeg lagde mig i sengen og tænkte de frygteligste tanker: Nogen har fundet hende og mishandlet hende – nogen synes hun er så stor at hun må egne sig som kamphund (HA – som om Siri ville egne sig til noget som helst andet end gulvtæppe!) Jeg var ikke bekymret for om Siri ville skade nogen – det skulle da højest være at nogen blev forskrækket, men de fleste her kender hende jo. Men hvad nu hvis hun var løbet ud foran en bil? Det ville være frygteligt at miste Siri på den måde, men endnu værre hvis dem i bilen var blevet skadet. En hund på Siris størrelse er jo ikke bare en spøg at køre på/over.

Men jeg valgte altså at ringe til politiet, for at høre om de havde fået en anmeldelse om en hund. OG DET HAVDE DE! Han vidste godt nok ikke lige præcist hvor hun var, for der var blevet ringet efter Falck, så de kunne aflevere hende på et internat. Men han ville ringe tilbage. Og da han ringede kunne vi konstatere at Siri var taget på plejehjem!

Hun var simpelthen smuttet gennem hækken ind til bagboen og ud på vejen. Der havde en af de ansatte fra plejehjemmet set hende gå søgende rundt og hun havde taget hende med ind og ringet til politiet.

Så ingen har lidt overlast og de ældre på plejehjemmet har fået en oplevelse – omend nogle af dem godt nok havde syntes at hun var lidt stor. :)

Hullet er nu lukket godt og grundigt og der skal sættes noget ekstra hegn op.

Så omkring klokken 23 var vi samlet igen og vi kunne sove trygt og roligt med Siri ude i køkkenet. Ellen sov naturligvis fra det hele – men nogle gange så tror jeg at hun kunne sove fra verdens undergang.

Jeg er ikke specielt begejstret for hvidkål. Rå kan det overleves – kogt er det ikke engang værd at servere for en hund! (Undskyld, mor.)

Men i grøntsagspakken fra torvet.dk var der altså et hvidkålshoved og endda et enormt et. Og det skal jo bruges på en eller anden måde.

Coleslaw, tænkte jeg – men ingen gulerødder. Fintsnittet med appelsiner – nej, det er lidt tørt. Nå, man kan vel kombinere!

Og således gik det til at jeg faktisk fik lavet en hvidkålssalat der er så god, at jeg var nødt til at smugspise af den i går aftes efter aftensmaden.

Indhold:
– ca. 200 gram fintsnittet hvidkål uden stok
– 1 pære i tern
– ½ appelsin i tern
– ½ tsk stærk sennep
– 1 dl. A38 0,5%
– 1 spsk. mayonnaise

Sådan gør du:
– De våde ting røres sammen
– Resten vendes i
– Velbekomme

Jeg har i dag sendt en mail til Færdselsstyrelsen for at finde ud af hvilke love og regler der egentlig gælder for handicapscootere. Jeg har nu fået følgende svar:

Henvendelsen er videresendt til Rigspolitiets Færdsels- og Beredskabsafdeling til videre foranstaltning.

Hurtigt svar og en videresendelse til den relevante myndighed – herligt. Men måske kunne man have overvejet at skrive på dansk? :)

Okay, imponerende. Det er lykkedes mig at skrive et indlæg om en handicapscooter, selvom der faktisk er sket noget lidt specielt i dag.

Jeg har fået en uddannelse! Efter 12 års kamp kan jeg i dag kalde mig markedsføringsøkonom – og jeg har meldt mig i de ledige (og sygemeldtes) rækker i a-kassen. :)

Jeg skulle til eksamen i formiddags 9.30. Og det startede rigtig pinligt med at min vejleder havde sagt at jeg bare kunne gå op og starte computer op (altså da han først havde undersøgt at det var 9.30 og ikke 10, som han havde husket.) Men der var en eksamination i gang i lokalet – ups – og rigtig trælst for ham der var oppe.

Men jeg fik startet op og forklaret hvorfor jeg altså sad ned under eksamen – det virker jo ellers ikke så godt når man skal præsentere noget.

Jeg havde forberedt en præsentation på ca. 12 minutter, men jeg nåede ikke længere end første slide. De havde ganske vist spurgt om de måtte afbryde med spørgsmål, men jeg havde da regnet med at jeg kunne få lov til at fuldføre min præsentation! Men da der var gået omkring 40 minutter var jeg ikke engang nået til bunden af første slide.

Der var nogle ting vi ikke var enige om – f.eks. målgrupper. Og jeg fik bagefter at vide at jeg skulle tage deres kritik til mig i stedet for at blive ved med at argumentere. Censor mente heller ikke at det at være med til at fremme interessen for naturvidenskab hos børn og unge var noget der kunne betegnes som CSR. Der er jeg lodret uenig med ham.

Men i hvert fald så endte det med at opgaven var til 10, men jeg jeg talte den ned på 7. Jeg er ganske godt tilfreds med opgaven – jeg synes jeg har lavet et godt stykke arbejde der er direkte brugbart i den virkelige verden. Men eksaminationen kunne have været gået bedre. Dels kunne de have givet mig mulighed for at fremlægge det jeg ville og dels kunne jeg have været bedre forberedt. Men jeg må jo indrømme at alt den usikkerhed der kører i mig i øjeblikket har taget noget af det store overblik.

Men det er der bare ikke noget at gøre ved. Jeg bestod og jeg har nu en uddannelse. Det synes jeg i sig selv er en sejr for mig – det er lykkedes at tage en uddannelse til trods for alle mine problemer og oven i købet afbrudt af en graviditet og et barn undervejs.

Nu skal jeg bare lære at acceptere at resultatet ikke blev så godt som jeg havde håbet (i hvert fald for en uge siden) og så godt som jeg ved at jeg kan gøre det.

Men jeg har en uddannelse!

Kåres morfar døde sidste sommer og han efterlod sig en handicapscooter. Den arvede jeg her i foråret – jeg er heldigvis den eneste i familien der kunne finde anvendelse for sådan en.

Jeg har ikke brugt den før, men nu hvor jeg helst ikke skal bevæge mig alt for meget er den faktisk ret praktisk. Men kors, hvor man føler sig gammel og handicappet når man sidder på sådan en!

Men det er bedre at få et skud på værdigheden og så kunne komme lidt ud end at sidde inde – mennesket er altså ikke lavet til at være indendørs!

I dag hentede jeg Kåre og Ellen ved hallen efter de havde været til gymnastik. Det fangede Ellen MEGET hurtigt, så hun stod straks mellem benene på mig og så kunne vi ellers trille hjemad igen.

I morges vågnede jeg og havde blod på toiletpapiret – 2-3 dråber, men alligevel ikke sjovt.

Jeg gik i bad og der kom ikke mere, men efter aftale ringede jeg alligevel til fødegangen. Det vil sige – først ringede barselsgangen til mig. De havde fået en tid til en semi-akut nyreskanning tirsdag morgen 8.15, så de kunne jo ikke rigtigt nå at sende et brev. 8.15 er TIDLIGT, men jeg er bare glad for det. Sidste gang kunne de godt nok ikke se stenen, men lad os nu se.

Men jeg fik altså fat på fødegangen og jordemoderen var enig med mig i at der ikke var grund til panik – frisk blod, hurtigt stoppet, ingen klumper, og ingen plukkeveer. Der har heller ikke været tegn på noget siden. Men jeg skulle tage den godt med ro.

Vi har været en tur i Brugsen i dag – for første gang har jeg brugt den handicapscooter jeg har arvet fra Kåres morfar. Man føler sig så handicappet på sådan en, men frisk luft er altså nødvendigt!

Men vi har snakket noget om hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen her hjemme de næste 3-4 måneder. En af vores bekymringer er aflevering af Ellen. Hun kan godt sommetider være lidt voldsom om morgenen og jeg kan ikke bruge fysisk “magt” mod hende – så alting tager lidt længere tid og jeg skal passe på ikke at overanstrenge sig. Men alternativet til at jeg afleverer som jeg plejer, er at Kåre skal aflevere hende. For at han skal kunne passe sit arbejde vil hun skulle op klokken 6.30 og når hun normalt sover til mellem 8 og 9, så er det altså meget tidligt. Så indtil videre afleverer jeg hende og så må vi se hvordan det går. Til gengæld prøver Kåre at være hjemme til at hente hende, når der ikke er møder osv.

Indkøb prøver vi at klare over nettet. I første omgang prøver vi torvet.dk – de har både kød- og grøntsagspakker og priserne ser nogenlunde ud. Selvfølgeligt er det dyrere end hvis vi gør som vi plejer, hvor jeg handler hvor der er tilbud, men det må vi bare betale.

Hvis der er nogen der har gode ideer, så bare fyr løs. :)

Først en advarsel: Dette indlæg kommer til at indeholde grafiske beskrivelser af noget som nogen måske ikke har lyst til at høre om. Så er I advaret.

Tirsdag havde jeg lidt ondt i underlivet og lidt blod på toiletpapiret. Så jeg ringede til lægen og fik en tid. Han mente det var en blærebetændelse og jeg tog hjem igen, så ville de dyrke prøven til onsdag.

Det nåede jeg så ikke lige at høre, for onsdag morgen stod Ellen op omkring 8.30 og kom ind til mig som hun plejer. Jeg stod op og tog trusser og bukser på – og blødte straks gennem det hele. Ikke det man har lyst til i uge 25+0!

Først prøvede jeg at ringe til lægen – samtidig med at jeg fik smurt en franskbrødsmad til Ellen. Da jeg ikke kunne komme igennem der fik jeg fundet nummeret til fødegangen. Jordemoderen spurgte straks hvor jeg boede og sendte en ambulance.

Samtidig stod jeg og skulle finde nogen der kunne tage Ellen, som nu sad foran sin computer i nattøj, natble og med en franskbrødsmad i hånden. Der var bare ikke nogen der var hjemme!

Jeg havde fundet noget tøj til Ellen og min vandrerjournal, da ambulancen kom efter under 15 minutter og jeg blev straks beordret ned at ligge og fik vippet hovedet nedad. Men hvad så med Ellen? Det endte med at den ene ambulancemand gik ind og hentede hende og så måtte vi køre forbi vuggestuen og bogstaveligt talt smide hende af. For det skulle gå hurtigt! Men i det samme kom næst-naboen hjem og hun tog Ellen. Heldigvis er Ellen en stærk lille pige, så hun tog det i stiv arm. Så Ellen kom med hjem og fik noget tøj på og der blev endda smurt en madpakke og hun kom i vuggestuen. Stor tak!

I ambulancen nåede de lige at ligge et venflon og så var det ellers med blå blink og høj hastighed til Randers. Som sagt kom Ellen ind til mig 8.30 og vi var på stuen i Randers 9.15. Det gik altså stærkt. Jeg fik målt blodtryk og puls i ambulancen – det kan ikke overraske nogen at pulsen lå omkring 84, vel? Blodtrykket var en anelse højt, men slet ikke noget alarmerende. Der havde lige været lidt iltmangel i starten, men det havde hurtigt rettet sig.

Ambulancemanden var rigtig god – da jeg spurgte til ambulancefolks skadesrate ved at stå op i en kørende ambulance forstod han godt at jeg bare skulle afledes, så det gjorde han. Jeg fik et par lidt for kraftige veer i ambulancen – det er IKKE sjovt, men samtidig var der masser af liv i maven.

Da vi kom ind stod der to læger, to jordemødre og en sygeplejerske klar på en fødestue der var gjort klar til et alt for tidligt født barn. (Bare ved at skrive det her sidder jeg og tuder.) Det var SÅ skræmmende.

Men da de fik hevet bukserne af mig og tjekket var blødningen næsten stoppet – veerne var også blevet mindre. Jeg blev skannet og alt så normalt ud. Barnet havde det fint. De prøvede at køre en CTG, men det gik ikke så godt, for den bette ville BARE ikke ligge stille. Kontraktioner var mærkbare, men ikke alarmerende. Jordemoderen var rigtig god – hun var der helt sikkert for mig. Uterus var blød og afslappet og så lang at de ikke kunne måle længden og der var ingen tegn på irritation. Livmoderen var slet ikke irritabel, som den ville have været hvis der havde været f.eks. moderkageløsning.

Endnu en urinprøve viste ingen tegn på infektion og efter et opkald til vores egen læge fandt vi ud af at der ikke havde været noget i dyrkningen.

Nu var Kåre også nået til Randers fra Århus – det går ikke så hurtigt når der er busser der skal passes sammen.

Og så for at gøre det hele HELT perfekt, så fik jeg da lige et nyrestensanfald mens jeg lå der! Heldigvis er hjælpen nær på et hospital, så jordemoderen kom med en gang Petidin. Og så ved jeg godt hvad jeg laver de næste par timer: Sover og ryster. :) Men det var såmen nok godt nok lige at få slappet lidt af. Nu var der kun ganske lidt blødning og kontraktionerne var faldet lidt til ro.

Kåre kørte hjem for at hente Ellen og de kom på besøg om aftenen. Jeg kom til at stå ud af sengen og blev straks beordret tilbage! Og det var nok klogt nok, for der kom en ny blødning af det – slet, slet ikke så kraftig om morgenen, men nok til at jeg gik i seng igen.

Det var lidt hårdt, da Ellen som det sidste sagde: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! På det tidspunkt anede jeg jo ikke om jeg overhovedet kom hjem igen de næste par måneder!

I løbet af natten aftog kontraktionerne til almindelige svage plukkeveer og bortset fra en lille smule brunligt (gammelt blod) udflåd torsdag morgen var der heller ingen blødninger. Og Ny havde hygget sig i løbet af natten, så jeg var ikke i tvivl om at der var liv.

En læge undersøgte mig og alt var som det skulle være: Livmoderen var blød, uirritabel og ikke spor øm. Men så kom næste chok! Efter en snak med bagvagten var de blevet enige om at jeg skulle have Celeston – lungemodner, så barnet ville være mere klar hvis det nu skulle gå galt. Og så tudede jeg! (Og det gør jeg igen nu.) Det kunne jeg bare slet ikke magte. Kåre var godt nok hjemme, men han fik bare besked på at komme med det samme – det kunne jeg altså ikke klare alene. Det gjorde bare pludselig risikoen meget mere nærværende.

Så pludselig sad vi og snakkede nøddåb og navne – det var altså ikke spor sjovt!

Men jeg fik 12mg Celeston og besked på at jeg skulle ned og gennemskannes når der kom en tid. Og to timer er vist relativt hurtigt! Jeg fik også skannet livmoderhalsen, som var 32 mm lang og slet ikke var begyndt at åbne sig det mindste. Det var godt.

Skanningen viste at alt var som det skulle være – et lidt lille barn på 675 gram (25+1). Navlestrengen fungerede normalt, moderkagen så helt normalt ud, men den lille ville ikke ligge længe nok til at få en præcis måling af blodgennemstrømningen i de store kar i hjernen. Der var masser af fostervand og fine bevægelser.

Kåre kørte igen hjem for at hente Ellen og lige inden de kom ind for at hente mig kom lægen. Hun undersøgte mig og snakkede med mig – i det hele taget en meget behagelig dame, der havde god tid til at lytte til mig og forklare mig. Og til min store glæde fik jeg lov til at komme hjem på orlov natten over. Sygeplejersken var dog ikke glad for at jeg skulle gå ud til bilen på bare tæer. :)

Så snart jeg kom væk fra afdelingen stoppede plukkeveerne helt og det hele faldt lidt til ro. Jeg indrømmer at jeg var noget paranoid hver gang jeg skulle på toilettet – var der nu blod i trusserne eller på papiret? Men der var heldigvis INTET. Jeg havde til gengæld voldsomme hedeture, kunne ikke rigtig sove og havde en masse uro i kroppen – men det fik jeg en forklaring på: Bivirkninger fra Celeston.

Så da vi kom ind igen i morgens kom lægen fra i går aftes forbi og hun sagde at sådan som det gik, så kunne jeg godt udskrives. Så jeg fik endnu en gang Celeston og en skanningstid og en tid hos en obstetriker – og til min store glæde er det den obstetriker som jeg gik ved med Ellen i forbindelse med stofskiftet og som jeg allerede har snakket med om stofskiftet denne gang også. Hun er rigtig sød, så det er dejligt. Og fordi barnet er lidt lille, skal der lige tjekkes lidt ekstra med stofskiftet. Så jeg føler mig i gode hænder.

Jeg fik at vide at jeg ikke skal gøre noget vildt, men tage det stille og roligt. Ellen skal helst komme til mig, hun er for tung til at jeg bør bære hende. Men jeg må gerne tage til eksamen på mandag. Desværre er en flytur ikke lige sagen, men heldigvis har mor og Ane fået billetterne. Geocachingturen til Göteborg er også aflyst og vi har meldt afbud til et event. Men det er billigt, hvis bare Ny vil blive derinde! Men vi skal have fundet ud af hvordan vi får en hverdag til at fungere.

Mormor og moster Ane hentede Ellen i vuggestuen i dag, så hun bliver der hjemme i weekenden. Så kan vi lige få ro på og få snakket igennem hvad vi har været udsat for og hvad vi gør nu.

Men som det ser ud nu, så aner vi ikke hvorfor jeg pludselig blødte og fik småveer. Men der er ikke noget der tyder på moderkageløsning eller iganggående fødsel, så vi håber og beder til at Ny bliver der inde indtil termin!