May 30th, 2010
Jeg er ved at være træt af at have kvalme. Jeg ved godt at der er mange der har det værre end mig, men det gør det nu ikke mindre irriterende.
I går havde vi været til fødselsdag hos Tomas og Dina i Højbjerg og på den time det tog at køre hjem måtte jeg ind til siden fire gange! Heldigvis ved jeg da hvorfor og at det går over igen. Men det må gerne snart gå over! :)
Det var ellers en hyggelig fødselsdag – det var rart at se folk igen. Nogle af dem havde vi ikke set siden maj sidste år! Ungerne hyggede sig også. Der var en legeplads, boller, kage og kakao. Hvad mere kan man så ønske sig?
Posted in brok, gravid | Comments Off on Kvalme og fødselsdag
May 28th, 2010
Onsdag aften begyndte jeg at bløde. Når man er gravid er det ikke en god ting! Jeg skal spare sarte læsere for detaljerne, men torsdag ringede jeg til min læge, som gav mig en tid samme formiddag hos deres praksisreservelæge. Hun sendte mig videre til skanning på Randers Sygehus, hvor vi heldigvis kunne se at Ny har det fint. Den er vokset siden sidst, men det var lidt svært at få et ordentligt mål. Men heldigvis er alt som det skal være og jeg har ikke blødt siden onsdag aften. Så vi satser på at alt er i orden.
Nu prøver jeg mig bare at tage mig sammen til at gå ud og bage en kage til arbejdsdag i vuggestuen – det er sådan generelt lidt svært at tage sig sammen, når man konstant har kvalme og brækker sig med jævne mellemrum – men det går i det mindste over igen. :)
Posted in brok, Lille Ny | Comments Off on Forskrækkelse
May 26th, 2010
Jeg er helt med på at der skal ske noget for at rette op på den danske økonomi og jeg synes også at børnefamilieydelsen er et glimrende sted at spare – men ikke som regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at gøre!
Dansk Folkepartis formål er at ramme flest muligt indvandrerfamilier og det har de altså valgt at gøre ved at få indført et loft på 30.000 kroner om året. Man kan simpelthen ikke få mere i børnefamilieydelse fra 2011 – dog med en overgangsordning, så man i 2011 får 30.000 kroner plus 2/3 af det man ellers ville have fået over 30.000 og i 2012 får 30.000 kroner plus 1/3 af det man ellers ville have fået over 30.000.
For os betyder det ikke så meget, men for familien der måske lige har råd til barn nummer to og så får tvillinger betyder det altså rigtig meget! Eller for familier med mere end to børn. Og det er lidt at skyde sig selv i foden, for jeg er sikker på at det vil gøre at der bliver født færre børn og i forvejen har vi et problem, da der kun bliver født 1,8 børn pr. kvinde og der skal 2,1 børn til at opretholde befolkning. Det gør at vi får brug for at “importere” flere mennesker fra udlandet og jeg er ikke helt sikker på at det var det Dansk Folkeparti ønskede.
Mit forslag ville være, og har altid været, at gøre børnefamilieydelsen indkomstafhængig. På den måde vil man kunne spare en masse – og sikkert lige så meget som nu, men man vil kun ramme dem der har råd til det. Det vil naturligvis give lidt ekstra bureaukrati, men jeg tror sagtens det vil kunne betale sig i form af en noget mere rimelig ordning, færre indlæggelser af fejlernærede børn og færre ansøgninger til kommunen om hjælp.
Samtidig vil de jo helt fjerne muligheden for offentligt betalt kunstig befrugtning (dog med 50 millioner sat at målrettet til grupper med særlige behov – jeg antager at det f.eks. er folk der er blevet infertile på grund af sygdom eller ulykker). I Danmark er der årligt 58.000 fødsler, 11.000 reagensglasbehandlinger og 10.000 inseminationer. Man behøver ikke den store samfundsøkonomiske eksamen for at regne ud at det kommer til at give problemer: De rige kan få børn – de fattige må undvære.
Så helt generelt er den plan vist kun med til at skævvride det danske samfund endnu mere end det er i forvejen!
Aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi [pdf]
Posted in brok, nyheder, politik | Comments Off on Børnefamilieydelsen
May 24th, 2010
I disse dage forhandler regeringen med DF om genopretningspakken, der skal gøre at vi hurtigst muligt kan komme til at leve op til EUs konvergenskrav.
R, S og SF forlod forhandlingerne efter 38 minutter, fordi de simpelthen ikke kunne stå inde for at fastfryse alle overførselsindkomster – altså at udhule pension, kontanthjælp, SU, starthjælp, dagpenge osv., fordi de ikke længere må stige årligt, selvom priserne i samfundet stiger. Det vil betyde at folk på overførselsindkomster vil få færre og færre penge og det vil R, S og SF ikke være med til. Dansk Folkeparti, som ellers siger at de er på de svages side, vil gerne. Sikkert fordi det også rammer mange indvandrere.
Dansk Folkeparti vil nu gøre børnechecken/børnefamilieydelsen indkomstafhængig. Det synes jeg er en rigtig god ide og det har jeg synes længe. Der er altså ingen grund til at en familie med en årsindkomst på den anden side af millionen skal have udbetalt 10.000 kroner skattefrit hver tredje måned. De vil også gøre, at man maksimalt kan få børnecheck for 2 børn. Endnu et forsøg på at ramme indvandrerfamilier, der traditionelt får flere børn end “danske” familier. Man da der er en nettotilvandring til Danmark og “danske” mødre gennemsnitlig får 1,8 børn vil det formentlig bare betyde at der bliver flere indvandrere i forhold til “danskere”. Og taget i betragtning at antallet af børn pr. kvinde bliver større jo dårligere uddannet kvinden er, så er det da også bare at ramme DFs egne kernevælgere.
Men nu vil DF også spare penge på tolkebistand: Der skal være 100% brugerbetaling på tolkebistand på f.eks. skoler, hospitaler, kommuner og ved domstole. Jeg ser et alvorligt problem indenfor retsikkerhed: “Du er anklaget for mordet på NN, tilstår du?” “Jaa, jaa.” Og borgeren har ikke fattet noget som helst, men har ikke råd til en tolk. Eller: “Du har sukkersyge og det er meget vigtigt at du husker at tage disse piller hver eneste dag.” Jeg forstår simpelthen ikke at de mennesker kan se sig selv i spejlet hver dag – de burde simpelthen opfinde en tidsmaskine og flytte tilbage til slavetidens sydstater og lege overmennesker der!
Der er da også et par fornuftige forslag ud over at indkomstafhængiggøre børnechecken: Ministrene skal gå 5% ned i løn og den planlagte forhøjelse af topskattegrænsen udskydes.
Thorning og Søvndal siger nej til spareplan, Politiken, 20. maj 2010
DF står fast: Børnechecken skal beskæres, Politiken, 23. maj 2010
DF vil spare penge på tolke, Politiken, 24. maj 2010
Posted in brok, nyheder, politik | Comments Off on Genopretningspakken
May 22nd, 2010
Jeg er gravid. Omkring 6. januar forventer vi ankomsten af et lille nyt medlem af familien.
Jeg blev skannet i går og der er et fint lille hjerte der banker.
Nu venter jeg bare på at kvalmen holder op. :)
Posted in Lille Ny | 9 Comments »
May 18th, 2010

Reklameplakat
I Holstebro er en mand idømt bødestraf for at sætte en anstødelig plakat udenfor sin butik. Manden nægter at betale og skulle have været i retten i dag, men sagen er blevet udskudt. Jeg er ellers meget spændt på hvad den siger.
Noget af det der irriterer mig ved sagen er at politiadvokaten har udtalt, at »det er helt i orden med sådanne plakater i København, men det kan og skal man ikke i Holstebro«. Det kan vel være lige meget hvor sådan en plakat blive sat op.
At jeg så ikke kan se noget som helst anstødeligt i den er en anden sag. Kvindens (manglende) påklædning er da mere end man ser i så mange andre reklamer – både på gaderne, i fjernsynet og i blade. Og er det værre for børn at se en dildo end at se andre fallossymboler, som reklamerne er fulde af? De er ikke ret gamle før de ved hvad sex er og legetøj er nu engang et ret almindeligt “tilskud” til folks sexliv. Og spørger poderne, er det da bare med at svare ærligt: Det er legetøj for voksne og så uddybe alt efter barnets nysgerrighed og modenhed. Det er da ikke værre end når de spørger hvor babyerne kommer fra.
Så jeg venter spændt på en afgørelse i sagen – umiddelbart tror jeg bare at politiadvokaten er en kvinde med et meget kedeligt sexliv…
Sexbutikejer nægter at betale bøde for dildoplakat, Politiken, 18. maj 2010
Er denne plakat anstødelig?, Politiken, 18. maj 2010
Posted in nyheder, politik, undren | 1 Comment »
May 18th, 2010
Jeg havde egentlig regnet med, at de ville tage positivt imod planen i stedet for at komme med det her forudsigelige klynkeri.
Helle Thorning om erhvervslivets reaktion på S-SFs økonomiske plan.
Men hvis det er forudsigeligt, så havde hun vel også regnet med det?
Thorning kalder erhvervsbosser klynkere, Politiken, 18. maj 2010
Posted in citat | Comments Off on Dagens citat
May 17th, 2010
Mange forældre kan ikke hjælpe deres børn med lektierne, når de når over et vist klassetrin. Og der er da også stor debat om hvorvidt lektier overhovedet er en god ting. Politiken har fundet et par opgaver i hhv. dansk og matematik fra 6. klasse, så man kan se om man kan finde ud af det.
Jeg kan stolt oplyse, at jeg lige kunne klare det. :)
3/4 – 2/3 = ?
Find x: 5x – 12 = 23
Find tillægsord: Mandens høje hat er sort.
Indsæt sin eller hendes: Liz har en hund, der er ______ bedste ven. Hun klapper ______ hund hele tiden.
Jeg forventer at vi vil kunne hjælpe Ellen ret langt op i klasserne – i hvert fald i de naturfaglige fag. Men jeg kan godt se at det er et problem i forhold til den sociale skævvridning: De børn der har højtuddannede (okay, det er ikke lige mig) forældre har bedre chance for at få faglig hjælp og vejledning hjemme, end dem der har forældre med korte eller ingen uddannelser. Og det medvirker til en negativ social arv.
Det ville være rart med en folkeskole, der havde plads og ressourcer til alle børn – uanset om de er ordblinde, har indlæringsvanskeligheder, er normale eller højt intelligente. Hvis man kunne møde alle børn der hvor de er og give dem den støtte og de udfordringer de har brug for, så vil det medvirke kraftigt til at vi fik et mere lige samfund i Danmark.
Test dig selv: Kan du finde ud af dit barns skoleopgaver?, Politiken, 17. maj 2010
Posted in nyheder, politik | 5 Comments »
May 17th, 2010
Gennem graviditeten med Ellen havde jeg galdestensanfald og nyrestensanfald i stor stil. Nyrestenen var kendt før jeg blev gravid, men papirene var forsvundet, så i uge 19 måtte jeg gennem en nyreoperation. Galdeblæren blev fjernet da Ellen var 19 dage gammel.
Nu render jeg så rundt med denne hersens lungebetændelse og tror at smerterne i højre side af maven/brystkassen stammer derfra. Men nej, lægen mener at det er noget med enten leveren eller galdevejene!
Så jeg har lige fået taget 6-7 blodprøver (igen) og så må vi se hvad de siger. Men jeg undgår næppe en tur omkring organkirurgisk afdeling.
Jeg gider simpelthen ikke mere! Hvorfor er det at jeg ikke bare kunne være blevet udstyret med en normal og rask krop? Suk!
Posted in brok, Sygdom | Comments Off on Nu må det være nok!
May 17th, 2010
Nu mens jeg har været syg, har jeg læst en del chick-lit – altså bøger der handler om unge kvinder og deres “problemer”. Typiske bøger indenfor genren er Bridget Jones Diary, Sex and the City (ja, det startede faktisk som en bog) og Shopaholic-serien.
I samtlige bøger har heltinden/heltinderne en eller flere bøssevenner – og det er uanset om bøgerne foregår i London, Manhattan eller Seattle, for typisk foregår disse bøger i storbyerne.
Men er der virkelig så stor koncentration af bøsser i storbyerne, at alle pigerne har deres egen bøsseven? Jeg mener, jeg har boet i Århus i ni år og har da kendt en hel del mennesker – men ingen bøsser så vidt jeg ved.
Spørgsmålet er om det er fordi Århus er for lille, om jeg bare kender de “forkerte” mennesker eller om det er fordi danske bøsser er lidt mere diskrete end de er i chick-litten – ikke at det er så svært!
Jeg ved det ikke, jeg synes bare det er lidt sjovt, at der altid skal være en bøsseven. :)
I øvrigt: Hvis nogen kan anbefale noget godt chick-lit, så lad mig endelig høre!
Posted in undren | 2 Comments »