Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Monday, February 5th, 2007

Jeg er simpelthen syg og træt af at have HMS. Ikke nok med at jeg har smerter og besvær med at bevæge mig, næ, jeg kan heller ingen hjælp få, for jeg har ikke den rigtige diagnose!

Det er simpelthen lige til at skrige over.

Jeg kan ikke få hjælp til hjælpemidler til bilen, jeg kan ikke få et fleksjob og nu har jeg lige fået afslag på indlæg til skoene, som vil gøre, at jeg kan gå i andre sko end mine grimme, slidte løbesko. For jeg har ikke den rigtige diagnose!

For at kunne få indlæg, skal de slappe ledbånd skyldes medfødt knogleskørhed. Slappe ledbånd som følge af HMS gælder ikke. Det er ellers samme symptom og problem.

For at kunne få hjælp til fysioterapi skal man f.eks. have Ehlers-Danloss, selvom ledsymptomerne er de samme som ved HMS, men har man HMS kan man ingen hjælp få.

HMS er en ikke-diagnose i det sociale system. Og det er simpelthen så frustrerende. HVAD POKKER SKAL MAN GØRE?

De har ikke engang gidet kontakte mig eller undersøgt mine lægepapirer. Så nu må vi igennem endnu en klagesag.

Efter jeg fortalte min personlige sagsbehandler at vi skulle flytte, har jeg som forventet ikke hørt fra hende. Det er nu halvanden måned siden. Men jeg havde heller ikke forventet det. Nu er sagen syltet, for den forsvinder snart. Og så må vi starte forfra i Favrskov Kommune. Suk.

Sunday, February 4th, 2007

Kan du genkende kendte mennesker ud fra deres ansigt?

Jeg kan røbe så meget, som at jeg ikke kan lide dem, og at det nok er nogen du kender, eller i hvert fald burde kende.

En flok forskere fra Cambridge har vist, at man kan være ansigtsblind. At man simpelthen ikke kan genkende ansigter, når man ser dem. For nogle er det så slemt, at de ikke kan genkende deres egens mors ansigt. Det har også et fint navn: Prosopagnosia

Så nu kan du skubbe skylden over på noget andet, når du ikke har hilst på din ærkefjende fra folkeskolen, sidst I mødtes på gaden. En ekstra undskyldning er altid god.

Men her er en test, hvor du kan se om du kan genkende kendte mennesker, bare på deres ansigtstræk. Jeg havde 26 ud af 30 rigtige.

http://www.icn.ucl.ac.uk/facetests/

Saturday, February 3rd, 2007

Lonely Planet har udgivet en ny Blue List, med de bedste rejseoplevelser i verden. En af de nævnet oplevelser er at køre med 新幹線 (Shinkansen), det hurtige japanske tog.

Bortset fra at det kører noget hurtigere og at man sidder noget dårligere, så er der ikke den store forskel på det og et kedeligt dansk IC3-tog.

Så hvorfor det skulle være sådan en stor oplevelse, det fatter jeg ikke. Jeg glædte mig sådan, fordi folk snakkede sådan om det. Og gæt om jeg blev skuffet!

Andre ting på listen er at sejle i gondoler i Venedig, at dykke på Great Barrier Reef, at køre gennem USA på route 66, en tur med den transsibirske jernbane og at flyve i luftballon over Luxor.

Alt det kan være meget fint, men jeg synes det er meget rart at tænke på, at jeg tirsdag til middag sidder i snevejr og kigger ud over en tilfrossen sø i Nordmarken i Oslo. Jeg håber bare at mine piller kan tage så meget af smerterne, at jeg er i stand til at gå mere end 400 meter.

Mandag aften afleverer vi nemlig Siri i Biersted og tager natfærgen til Oslo. Her skal vi se Akershus Fæstning, gå på Karl Johan og en tur ud i Nordmarken og se fjelde og sne. Så jeg glæder mig til på tirsdag og krydser fingre for at der ikke stormer! Jeg skal vist sørge for at pakke de lange underbukser, for de lover -10 grader i Oslo.

Thursday, February 1st, 2007

Det er altså bare lige en tand for spændende!

Men i EM-semifinalen i fodbold i 1992 vandt vi efter straffesparkskonkurrence. Der mødte vi Tyskland i finalen og vandt. Lad os satse på at det sker igen. :)

Thursday, February 1st, 2007

Harry Potter 7 – Harry Potter and the Deathly Hallows – udkommer 21. juli klokken 00.01.

Wednesday, January 31st, 2007

Kiva - loans that change lives

Peer-to-peer-ulandshjælp!

I stedet for at give 200 kroner til f.eks. Røde Kors, låner man dem direkte til en fattig et sted i verden. Den fattige bruger dem så til at starte en virksomhed og betaler derefter tilbage. Man bestemmer selv hvem man vil låne pengene til.

Vi snakker ikke store virksomheder her, men f.eks. Nancy Nyambura Karori fra Kenya, der gerne vil låne 1200$ til at købe en malkeko. Hun har i forvejen tre køer, men vil gerne have en mere. Hun sælger mælken til et kooperativ og har på den måde sørget for at alle hendes fem børn går i skole.

Eller Anis Gul Hamed-u-llah fra Afghanistan, som gerne vil låne 300$ til at købe brænde og mel, som hun skal bruge til sit bageri. Hun er enke med 5 børn. Hun har lånt en gang før til at starte bageriet og har betalt de penge tilbage.

I 2006 blev Nobels Fredspris givet til Muhammad Yunus og Grameen Bank fra Bangladesh. Yunus startede Grameen Bank (landsbybanken) i 1976 og de har i dag over 7 millioner lånere, over 95% af dem er kvinder. Komiteens begrundelse var, at mikrolån er et kæmpeskridt mod verdensfred og i Yunus tale sagde han, at det at bruge ressourcer på at forbedre de fattiges liv er en langt bedre strategi end at bruge dem på våben. Og det kan man jo kun give ham ret i.

Jeg synes det er et fantastisk koncept, det er virkelig hjælp til selvhjælp.

Så hvis du har 25$ (150 kroner) du ikke ved hvad du skal bruge til, så prøv at lån dem ud til en fattig. Jeg har besluttet at de næste 25$ jeg tjener på mine GoogleAds, skal lånes ud.

Kiva - loans that change lives

Tuesday, January 30th, 2007

Det var godt nok lige spændende nok! Først en udligning med 7 sekunder tilbage af den ordinære spilletid og så det afgørende mål med kun 2 sekunder tilbage af den forlængede spilletid.

Jeg har været i Biersted i dag. Min lillesøster skulle prøve brudekjoler. Det var både sjovt og hyggeligt og hun fandt en kjole der klædte hende utrolig godt.

Jeg fik taget en masse billeder til butikkens hjemmeside, og til aftensmad fik vi hele rødspætter med persillesovs. Umm, det er altså også for længe siden jeg har fået det.

Tuesday, January 30th, 2007

Sunday, January 28th, 2007

Ko i øl.

I går var jeg nede i SuperBest1 for at handle, så vi kunne få aftensmad i dag. Jeg faldt over et oksebryst og besluttede mig for at lave noget med noget øl. Så over i ølafdelingen og blive forvirret over alle de her mange øl. Det skal nok lige tilføjes, at jeg ikke kan fordrage øl, så jeg har ikke skyggen af en ide om hvad der er godt. Jeg valgte et par øl og kørte hjem.

Jeg ringede til Tomas, for at høre hvad for en af øllene jeg skulle bruge. Han valgte en Old Gambrinus Dark fra Hancock, så inden jeg gik i seng lagde jeg kødet i en pande med øllet og ordnede en stor porre, fire løg, to gulerødder og et halvt hvidløg.

I morges brunede jeg så køddet, hældte grøntsagerne og øllet ved og smed det i ovnen ved 75 grader. Der stod det så indtil klokken 18, hvor jeg lavede en gang kartoffelmos, jævnede sovsen og så var der mad.

Kødet havde lidt af den grimme bismag jeg ikke kan fordrage ved øl, men sovsen smagte særdeles godt! En sovs af ren øl, kødsaft og grøntsager. Mmm. Og der er rigeligt til i morgen også.

Nu er Kåre kommet hjem, og vi er godt trætte. Så vi skal tidligt i seng og hvis jeg er heldig, så kan Kåre holde sig vågen længe nok til at læse lidt højt for mig. :)


1/ I øvrigt en håbløs side. Sidst opdateret engang i oktober 2006 og med forkerte åbningstider. Så bør man altså hellere slette siden.

Friday, January 26th, 2007

I dag har Siri været i hundeskoven og lege med en dejligt 7 måneder gammel leonberger. For en gang skyld, en hund i en fornuftig størrelse. Så nu ligger hun her ved fødderne af mig og snorker. Det er det hun er god til.

Så har jeg læst lidt på de to store demokratiske præsidentkandidater i USA, Hillary Clinton og Barack Obama. Jeg ved ikke lige endnu, hvem jeg ville stemme på, hvis jeg havde muligheden, men det er helt sikkert, at det ikke ville være en republikaner!

Nå, men det jeg undrede mig over er, at man jo kan donere et beløb til politikerens valgkamp. Dog maks. 2300$. Og nu bliver det så mærkeligt: Hvis man donerer mere end 200$, så skal man registreres med navn, adresse, stilling og arbejdsgiver. Navn og adresse er muligvis fint nok, men hvad pokker skal de bruge ens stilling og arbejdsgiver til? Jeg kan virkelig ikke gennemskue det, så hvis der er nogen der har et bud, så lad mig endelig høre…