Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Friday, April 27th, 2007

Kedeligt indlæg. Det handler om pensionsopsparinger og så bliver det vist ikke mere kedeligt.

Hvis man tegner en pensionsopsparing i dag, kan man få den udbetalt fra man er 60 år, med mindre der sker noget drastisk. Hvis man tegner den på tirsdag kan man få den udbetalt fra den alder hvor man kan gå på efterløn. Den er i øjeblikket 62 år, men der er planer om at hæve den yderligere.

Så hvis du vil være (relativt) sikker på at kunne få udbetalt din pension når du bliver 60, så er det NU du skal kontakte din pensionsrådgiver.

Jeg har lige selv gjort det, så jeg er sikret lidt penge når jeg bliver 60. Når jeg så engang få nogle penge jeg kan sætte ind på pensionsopsparingen, så bliver det helt godt. :)

Husk at indbetalinger på pensionsopsparinger er fradragsberettigede.

Thursday, April 26th, 2007

Man ved at man er flyttet på landet, når man tager til Open by Night i et byggemarked!

I aften er der sent åbent i XL i Thorsø og vi manglede nogle småting, så vi kørte der ned. Der var FYLDT med biler, over alt. Selv langs vejen på den anden side. Da vi kom ind gik kassekøen helt ned i enden og halvvejs tilbage igen. Det var simpelthen ikke til at bevæge sig for mennesker.

Så vi gik udenfor og her havde de stillet en kæmpegrill op og grillede pølser og brød til alle folk. Så vi stillede os i kø og fik en pølse med brød. Ikke en lille forskræmt wienerpølse, men en god, velgrillet, stor frankfurter! Og så lige en fadbamse at skylle ned med. Og fik er faktisk det rigtige ord i denne sammenhæng.

Vi havde brug for hjælpe til nogle ting, bl.a. står vi og mangler en rullepaskvil med et dornmål på 16 mm. Der var personale over det hele og de var både høflige og hjælpsomme. Det er godt nok ikke det vi er vant til fra Stark ved IKEA i Århus.

Det er altså helt klart den bedste service jeg nogensinde har oplevet i et byggemarked, og når man så smider pølser og fadøl/sodavand gratis oven i, så tror jeg godt vi kan garantere at vi kommer igen. :)

Sunday, April 22nd, 2007

Har du nogensinde stået med en pakke pålæg, du ikke har kunnet åbne? Eller har du svært ved at åbne en liter mælk? Eller synes du at det er besværligt at åbne en pose Matador Mix uden at der er Matador Mix ud over hele gulvet? Ja, så er du ikke alene.

Omkring 700.000 danskere har svært ved at åbne emballage. Mange af dem har gigt i fingrene og de har yderligere problemer, for den emballage medicinen kommer i, er absolut ikke lavet til folk med gigt, selvom medicinen er.

Gigtforeningen har startet en underskriftsindsamling, som bliver afleveret til forbrugerministeren på den internationale gigtdag den 12. oktober. Målet er ikke kun bedre emballage til gigtpatienter, men emballage der kan åbnes af ALLE.

Så hvis du også vil støtte det godt formål, så gå ind på Gigtforeningens hjemmeside og skriv under. Og sidder din kæreste/kone/mand/mor/oldefar/hund/barn ved siden af dig, så ryk til side og lad dem skrive under også.

Friday, April 20th, 2007

Så så man lige Trine stå med hovedet ned i motorrummet på Tomas fasters bil. Den skulle have skiftet en pære.

Og hvor er det altså ikke ligefrem en flatterende vinkel Dina har fanget mig i! Nå ja, sådan ser jeg jo nu engang ud.

Forglem-mig-ej’erne i kompostbunken er noget kønnere.

I eftermiddag tager jeg til Randers. Jeg skal på FNUGs forårskursus og temaet er kost og motion. I aften skal vi have et oplæg med en diætist og i morgen skal vi træne og lave mad. Søndag morgen skal vi gå stavgang. Så gæt om jeg er træt på søndag, når jeg kommer hjem!

Så god weekend folkens.

Wednesday, April 18th, 2007

Jeg har nogle invitationer til Joost, hvis der er nogen der er interesserede.

Monday, April 16th, 2007

Så blev det sommer i Dannevang. Jeg har tusset rundt i haven de sidste par dage og nydt det gode vejr. Siri har ligget på den forsiden af huset, og holdt øje med lågen. Tænk nu hvis der kom nogen og ville klappe hende og hun så ikke var der!

Hun er efterhånden blevet ret gode venner med børnene på vejen, for ikke at tale om naboens hund. De kan stå og snakke sammen over hegnet, som et par gamle sladderkællinger. :)

Lige nu er vi ved at se på en vaskemaskine. Det er nødvendigt, men hvor er det dog evigt besværligt. Gid der var et udvalg på en, så var det da til at se en ende på. Jeg er godt træt af vaskemaskiner…

Friday, April 13th, 2007

Gennemsnitligt dumper 7% af voksne danskere, som tager den nye statsborgertest. Men 12% af Dansk Folkepartis vælgere dumper. Overraskende? Næ, ikke det fjerneste.

Thursday, April 12th, 2007

En lille betragtning om sex og kondomer.

Har du nogensinde set en ung mand i et supermarked, der skulle købe en pakke kondomer? Typisk kommer han snigende op til kassen, hvor han lister rundt, til der er en tom kasse. Så skynder han sig at hive pakken ned og smide den på kassebåndet. Knaldrød i hovedet flår han den ud af hånden på ekspedienten og stopper den i lommen inden han betaler, hvorefter han nærmest løber ud af butikken.

Om aftenen bruger han så et eller flere af disse kondomer.

Næste dag i skolen er det så helt modsat. Han braldrer op om at han fik noget i går. Alle skal vide det og han er meget stolt af sig selv.

Egentlig meget sjovt. I nogle tilfælde er det pinligt som bare pokker og andre gange er man meget stolt af det.

Min kloge mor sagde engang til mig, at hvis man ikke var gammel nok til at købe kondomer, så var man i hvert fald heller ikke gammel nok til at have sex. Og det har hun jo egentlig nok ret i.

Gammel, men god:

En unge mand kom ind på apoteket og bad om en pakke kondomer.
-Hot date i aften? spurgte apotekeren.
-Ja, skal møde min kærestes forældre, og så har hun lovet mig en hed elskovsnat.
Da de satte sig ved middagsbordet, sagde den unge mand:
-Har I noget imod, at jeg beder bordbøn først?
Hans kæreste hviskede:
-Du har ikke fortalt mig, at du er religiøs.
-Nej, svarede han, og du har ikke fortalt, at din far er apoteker. . . .

Thursday, April 12th, 2007

Suk. Faldt over en artikel om at bo med bøger på fpn.dk. Forfatteren foreslår at man sorterer bøgerne efter farve. Det giver nemlig mere ro i rummet!

Nej, nej, nej. Der er kun to måde at sortere bøger på: Alfabetisk og DK5 eller tilsvarende. Forestil dig lige 2000 bøger der er sorteret efter farve: Hvordan er det så lige man hurtigt finder Grevinden af Charny?

Vores skønlitteratur er sorteret efter forfatterens efternavn, forfatterens fornavn, bogens titel og udgivelsesåret. Vores faglitteratur er sorteret efter DK5, forfatterens efternavn, forfatterens fornavn, bogens titel og udgivelsesåret.

Dog er skønlitteraturen også delt op i stort format og almindeligt format af hensyn til hyldepladsen.

Wednesday, April 11th, 2007

Har du heller aldrig forstået konceptet i havenisser?

Så se med på TV2 ZULU i morgen (torsdag den 12. april) klokken 22.20. En masse havenisser må lade livet for de kendtes køreegenskaber i Zulu Djævleræs. Bl.a. skal Dan Rachlin, Robert Hansen og Carl-Mar Møller køre havenisser ihjel.

Havenisserne er leveret af Butik TrianeBiersted Juletræshandel. Desværre kan vi ikke tage Zulu, men jeg ved at mor og far har inviteret sig selv på aftenskaffe hos lillesøster for at se vores havenisser i fjernsynet.

Havenisserne kan købes i Butik Triane i Biersted til 98 kroner stykket og de er 71 cm høje. Og når man ikke kører ind i dem, er de frostsikre. :)