Archive for the ‘Ellen’ Category

Skovflåtefest

Tuesday, June 23rd, 2009

Jeg tror samtlige skovflåter nord for Kongeåen har besluttet sig for at holde Sankt Hans i Ulstrup – nærmere betegnet i vores have.

Ellen havde fået lov til at hygge sig i sit badebassin og da hun kom hen til mig for at få et knus, var hun fyldt med små kravlende sorte pletter. Jeg kiggede ned af mig selv og mine ben var heller ikke ligefrem fri for pletter:

Skovflåtefest

Skovflåtefest

Så mig af med tøjet også, Ellen havde ikke noget på, og så ind under bruseren og forsøge at skylle dem af. Det lykkedes næsten – der var kun tre der havde bidt sig fast i Ellen og jeg har ikke fundet nogle på mig selv endnu. Men mon ikke de er der, når jeg kommer til at se ordentligt efter.

Og så for at gøre det helt godt, så har vi fået fuglelopper. Eller det vil sige: Jeg har fået fuglelopper, så jeg klør over det hele.

Badebassin

Tuesday, June 23rd, 2009

Vi har købt et lille badebassin til Ellen. I går var vejret fint, så det skulle indvies. Men vand fra hanen er lidt koldt, så der kom et par liter kogende vand i og så var det fint.

Det var simpelthen noget af det sjoveste hun har oplevet. Hun hvinede af fryd når hun kastede med vand med et krus. Og specielt når hun hældte det ned over maven. Jeg synes nu det var lidt koldt når hun kastede det efter mig, men hun morede sig. :)

Legen sluttede dog lidt brat, da hun sked i vandet. Så var det op! Men mon ikke jeg får det gjort rent, så hun kan lege i det igen snart?

Der er desværre ingen billeder, for kameraet ligger i Kåres jakkelomme og Kåres jakke ligger i Tranum.

Om godt fire timer skal jeg til eksamen og så (antagende at jeg består) har jeg SOMMERFERIE!

Boganmeldelse: De første 100 ord

Monday, June 22nd, 2009

Jeg har kastet mig over den mere seriøse del af litteraturen, nemlig De første 100 ord af Heather Amery og Stephen Cartwright.

Da Ellen blev født fik vi De første 100 ord af Kåres kollegaer fra KB. Det var måske sådan lige i overkanten til et barn på en måned, så den blev sat på hendes boghylde. Men for et stykke tid siden fandt hun den frem og siden har hun så godt som ikke ville læse andet. Hun ELSKER den bog.

I starten var det bare for- og bagsiden der var interessante, med billeder af en bold, en is, en bamse, en gris, en hund, en bil, et æble og andre ting der optræder i en 14-måneders hverdag. Nu er hun begyndt at bladre i bogen, hvor der er tegninger hvor de 100 ord optræder i hverdagssituationer – ved morgenbordet, på legepladsen, i svømmehallen, på badeværelset og så videre.

Hun peger og vil have at vide hvad tingene hedder og kan også sige nogle af lydene. Koen, toget, grisen og anden har hun helt styr på. Og gyngerne. :) Hun kan sagtens sidde og kigge i bogen et kvarter af gangen.

Jeg kan varmt anbefale bogen, der er stof til mange gode samtaler og jeg tror virkelig barnet lærer noget af det. Om ikke andet så er det hyggeligt.

Den danske bog har ISBN: 87-7802-688-1, men den findes også i tosprogede udgaver på arabisk, farsi, somali, tamil, tyrkisk og urdu. Den koster 99 kroner direkte fra forlaget Lamberth.

Mine erfaringer med lægevagten

Thursday, June 18th, 2009

Der er så meget skriven om lægevagten i øjeblikket og om alle de fejl de laver. Jeg synes udelukkende der bliver fokuseret på de negative ting, altså en meget unuanceret dækning, så jeg vil lige dele mine erfaringer fra de sidste år.

Juli 2007: Gravid i 5. uge og virkelig slemme smerter i brystet omkring midnat. Vagtlægen kommer efter ca. 25 minutter, hvor smerterne er ved at klinge af. Hans diagnose er galdestensanfald, men da smerterne er ved at være væk forklarer han bare hvad jeg skal holde øje med og giver mig ingen medicin.

Juli 2007: Gravid i 6. uge og stærke smerter i højre flanke mellem 6 og 7 om morgenen. Vagtlægen siger at det er en forstrukken muskel og at jeg skal tage to panodil og gå i seng. Klokken 8 er smerterne lige slemme så jeg ringer ned til vores egen læge, som siger at jeg skal komme med det samme. Jeg får et skud morfin for nyresten og tager hjem og sover lidt. Tre timer senere er den gal igen og jeg bliver indlagt på organkirurgisk afdeling.

November 2007: Et rigtigt slemt galdestensanfald som ikke kan klares med det medcin jeg har i huset, gør at vi ringer til vagtlægen og får besked på at tage til Viborg. I Viborg når jeg slet ikke på toilettet før vi bliver kaldt ind. Lægen giver mig straks en smertestillende indsprøjtning og eftersom jeg får det bedre snakker vi lidt om behandlingsmuligheder når nu jeg er gravid og han tager sig god tid til at snakke med os indtil jeg er smertefri og lettet kan køre igen.

April 2009: Ellen har været lidt småsløj, men bliver pludselig slap, meget varm og trækker vejret besværet. Vagtlægen siger at vi skal komme med hende med det samme, droppe køen og gå direkte ind til sygeplejersken og forberede os på indlæggelse, fordi hendes afføring også er helt cementagtig. Vi kommer ind til lægen så godt som med det samme, selvom det er påskedag og køen er MEGET lang. Han tager sig god tid til at undersøge Ellen grundigt og konkluderer til sidst at afføringens tilstand skyldes den diarre vi har haft lidt tid forinden og at hun “bare” har en rigtig slem mellemørebetændelse.

Maj 2009: Meget kraftig hoste, der gør at jeg ikke kan sove. Ringer til vagtlægen, kommer igennem med det samme og får ordineret noget medicin. Henter det i Randers og får noget søvn.

Juni 2009: Efter morgenbadet får jeg det pludseligt meget dårligt og falder sammen. Jeg havde 38 i feber, men det steg hurtigt til næsten 40, så jeg ringer til vagtlægen og får besked på at komme ind. Efter knap 20 minutters ventetid kommer jeg ind til lægen, som igen tager sig god tid til at undersøge mig og konkluderer at jeg har lungebetændelse og udskriver noget penicillin til mig.

Som man kan se er vores erfaringer heldigvis ikke så store, men primært positive. Jeg synes dog aflønningssystemet er helt forkert, men det ser ud til at der bliver ændret på det nu.

Som en lille opfølgning kan jeg fortælle at jeg fik fjernet en stor sten fra højre nyre i oktober hvor jeg var 20 uger henne med Ellen og galdeblæren blev fjernet i april, hvor Ellen var 19 dage gammel. Jeg havde så meget mælk i brysterne, at de måtte dække dem med klude, for at der ikke kom mælk ned i operationssårene. :)


Politiken, Vagtlæger fristes med dobbelt betaling, 17. juni 2009
Berlingske, I lægens hænder, tema

Geocaching og vaccination

Wednesday, June 17th, 2009

I søndags holdt jeg pause i eksamenslæsningen og tog til æblekagesocialevent i Hadsten. Det var rigtig hyggeligt og der blev godt nok smovset i æblekage. Og Ellen tiltrak sig som sædvanligt en del opmærksomhed. Hun var med skiftevis på gåben og i bæresele i godt to timer – men så ville hun også godt bare være sig selv lidt. :)

Ellen til event.

Ellen til event.

I dag var det tid for den første MFR-vaccine og så skulle ørerne også lige tjekkes efter hendes mellemørebetændelser. Vi havde en tid 16.30 og stod lige og snakkede lidt med en af de andre læger i lægehuset. Han sagde, at normalt tog de slet ikke børn ind på den tid af dagen, fordi alle var trætte. Ellen larmede da også noget, men det var fordi hun skreg af grin over at køre rundt i venteværelset med sin klapvogn – altså den hun selv sidder i.

Pludselig sad Ellen i badekarret igen - med sin hat.

Pludselig sad Ellen i badekarret igen - med sin hat.

Da vi kom ind til Søren kiggede han hende i begge ører og målte tryk i dem. I venstre øre nåede han at måle tre gange. Ellen sad bare og kiggede på hvad han lavede, ikke noget med at brokke sig over at få sat ting ind i ørerne. Desværre lader det til at der er væske i højre øre, så vi fik en ny tid om en måned. Er der stadig væske i der, så skal vi en tur til ørelæge med hende. Så kom vi til den mere alvorlige side af sagen – stikket i numsen. Men det var da heller ikke noget at snakke om, sutten blev i lommen og Ellen var glad. Så fik hun en postejmad og vi gik hjem til Siri.

Ellen hygger sig med en bog. Hun ligner lidt sine forældre.

Ellen hygger sig med en bog. Hun ligner lidt sine forældre.

Pral med barn

Thursday, June 11th, 2009

Jeg er lidt imponeret. Det er sikkert ganske normalt, men ikke desto mindre er jeg imponeret over Ellen.

I går så hun en sammenfoldet mælkekarton ude i indkørslen der var faldet ud af en skraldepose. Den samlede hun op, gik ind i køkkenet med den, åbnede skabet til skraldeposen, stoppede mælkekartonen i, lukkede skabet igen og gik ud og legede videre. Et tilfælde, tænkte jeg.

I dag gjorde hun det samme. Siri havde fået en papbakke med nogle madrester i ude i bryggerset. Den fandt Ellen, kom op i køkkenet med den, foldede den sammen, åbnede skabet, stoppede den i skraldeposen og lukkede skabet efter sig igen.

Jeg stod bare måbende og gloede på hende. Jeg mener – hun er 14 måneder gammel og har lige lært at sige som en ko!

Ellen hygger sig.

Ellen hygger sig.

Valg, geotur og eksamen

Tuesday, June 9th, 2009

De sidste par dage har været lidt travle. I søndags var vi naturligvis nede for at sætte vores krydser. (Hvis nogen er interesserede stemte jeg på Sidsel Homann fra SF og ja.) Der var ikke voldsomt travlt ved stemmeurnerne lidt før frokost.

Kåre leder oppe i træet.

Kåre leder oppe i træet.

Efter Ellens middagslur kørte vi op for at finde tre caches ved Fussingø. Her så vi det mest fantastiske bøgetræ. Det er altså godt man har geocaching til at vise os alle de sjove og spændende ting man ellers ikke ser. Det var i øvrigt vores cache nummer 350. Lørdag aften klokken lidt i 22 kom der i øvrigt besked om en cache lige otte kilometer sydpå. Skal – skal ikke. SKAL! Så der var en First Finder til os – desværre ikke noget FFC.

Ellen kravler rundt inde i træet.

Ellen kravler rundt inde i træet.

I går var det så fire timers skriftlig logistik fra 14-18. Den var lige til at gå til og relativ nem, så den er i hvert fald bestået. I dag har jeg været til en halv times mundtlig eksamen med udgangspunkt i det projekt jeg fik lavet færdig den dag jeg fik lungebetændelse. Så udgangspunktet var ikke specielt godt, men jeg var åbenbart god til at snakke for mig, så jeg fik 10.

Så nu er der læseferie, med tryk på LÆSE, indtil Den Onde Eksamen(TM) 23. juni.

Ingen energi

Sunday, June 7th, 2009

Den lungebetændelse er godt nok noget upraktisk her i eksamensperioden. Jeg hoster ikke så meget mere og jeg kan trække vejret. Men jeg er SÅ TRÆT! Jeg kan sove 10-11 timer om natten og igen tre timer midt på dagen. Det er altså ikke godt, når jeg skal til eksamen både mandag og tirsdag.

Mandag er det fire timers skriftlig logistik fra 14 til 18 – i Århus. Så jeg kan ikke nå at sove til middag inden. Jeg håber bare de vækker mig hvis jeg snorker for højt! Faget tog jeg sidste efterår og har ikke læst i bogen siden, så jeg må håbe jeg kan klare den på rutinen, for jeg når i hvertfald ikke at læse noget op til den.

Tirsdag er det en præsentation og diskussion af en opgave i markedskommunikation der blev afleveret i sidste uge. Alt min energi er blevet brugt på at lave den præsentation og forberede den eksamen. Så må jeg bare håbe at den eksamen mandag ikke tager resten af energien.

Men så er der også 14 dage til næste eksamen – Den Onde Eksamen!

Ellen ønsker sig en større barnevogn.

Ellen ønsker sig en større barnevogn.

Tur til Biersted

Monday, June 1st, 2009

Onsdag, torsdag og fredag var Kåre i København, men min krop er altså ikke lige til at skulle være alene med Ellen i flere dage, så vi drog nordpå – op til Biersted.

Traktorkørsel med morfar.

Traktorkørsel med morfar.

Jeg tror nok alle synes det var hyggeligt. Lige bortset fra mig, da Ellen synes at klokken 6 var et godt tidspunkt at stå op på! Men vejret var fint og Ellen var både i skoven og ude at køre traktor.

Det kræver meget koncentration at spise is.

Det kræver meget koncentration at spise is.

Og morfar synes altså godt nok at hun skulle have en is. Det synes Ellen var en god ide, omend hun ikke lige kunne spise hele isen selv – men så var det godt at hendes mor kunne hjælpe.

På skovtur med mormor. Vi var oppe at se på nobiliskogler.

På skovtur med mormor. Vi var oppe at se på nobiliskogler.

Randers Regnskov

Wednesday, May 27th, 2009

I dag var det første dag vi skulle have gjort rent her i huset og naturligvis er det også lige den dag hvor Ellen går hen og bliver syg. Så til lægen med hende – det er ørene igen. Men vi kunne jo ikke så godt bare tage hjem, når nu der er folk i huset, så vi pakkede en madpakke og kørte i Randers Regnskov et par timer.

På vej på opdagelse - mens hun endnu havde bukser på.

På vej på opdagelse - mens hun endnu havde bukser på.

Det var et stort hit hos den tilstedeværende gøj. Hun så på katte, jagtede en and, blev drivvåd i en vandpyt, gik på hængebroen, kiggede på at aberne blev fodret og hyggede sig.

Der er laaangt ned.

Der er laaangt ned.

Kan selv - vil selv!

Kan selv - vil selv!

Sakihannen tog vores klapvogn.

Sakihannen tog vores klapvogn.