Archive for the ‘Ellen’ Category

En sommerdag ved stranden

Sunday, August 10th, 2008

I går var vi en tur ved Moesgaard Strand til event. HePe havde arrangeret og sørget for et par nye caches, men det primære var hygge – og kage. :)

Dina, Tomas, Siri, Ellen og Kåre ved Moesgaard Strand
Dina, Tomas, Siri, Ellen og Kåre ved Moesgaard Strand

Tomas og Dina kom til frokost og derefter kørte vi mod Moesgaard. Det vil sige – vi kom ikke ret langt, for batteriet var dødt. Så vi ringede til Tomas og Dina og bad dem vende om og komme tilbage. Men der var naturligvis ikke nogen af os der havde nogle startkabler. Så ind til naboen for at låne sådan noget. Men det hjalp aldrig en dart. Ind til naboen igen, denne gang for at låne naboen. Sønnen kom ud, flyttede kablet fra stellet til minus på den anden bils batteri, gassede op og så var det klaret. Godt med en god nabo! Vi fik kablerne med, hvis nu den også drillede på vejen hjem. Det gjorde den heldigvis ikke.

Udsigt over Århus Bugt
Udsigt over Århus Bugt

Så vi kom til Moesgaard og fandt nemt alle de andre nørder. HePe havde lagt tre nye caches mod nord, som vi fandt uden de store vanskeligheder. Dina fandt den ene. Så tilbage til de andre, et stykke kage eller to og så ellers sydpå for at finde næste cache. Det var en mystery som krævede noget lidt bedre udstyr end vores. Men heldigvis er geocachere nogle flinke mennesker, så vi blev straks tilbudt at låne noget lidt mere avanceret legetøj. Og så kunne vi finde cachen.

Månehavssten
Månehavssten

Det var hyggeligt at være sammen med Tomas og Dina igen og det var hyggeligt at møde nogle af de andre geocachere. Vi fandt kun fem caches, men vi havde det hyggeligt og det er det vigtigste. Omend de dersens geocachere ikke spiser ret meget chokolade – der blev kun spist to toppe, så vi må have den med til næste event også. :)

Dina og Ellen - hvem hygger sig mest?
Dina og Ellen – hvem hygger sig mest?

Ellen tog som sædvanligt det hele med ophøjet ro. Ingen gråd eller klynken, kun grin. Men så længe jeg er med er maden jo heller ikke langt væk. Vi mistede dog en sok på vejen. Hvornår er der nogen der udvikler en sok, der kan blive siddende på en babys fod? Jeg er sikker på at der er et marked for det.

Glade piger
Glade piger

I dag har vi været i Hjermind Skov for at lægge en ny logbog i en cache. Vi har også set lidt OL og kogt en masse æblegrød til fryseren. Og min ryg er helt åndsvag igen. Den var ellers ved at blive god, men så lavede jeg lige en forkert bevægelse – igen. Hvis jeg var en hest, var jeg blevet skudt!

Et enkelt billede af Ellen

Thursday, August 7th, 2008

Ellen lå i sengen mens jeg lige fandt noget tøj. Jeg lagde hende pænt på ryggen i min side af sengen, men da jeg kom tilbage lå hun på maven i den anden side af sengen, drejet en omgang. Der er gang i den bette.

Hun havde også lige nået at gylpe ud over sengen. Her i huset har vi opgivet at skifte lagen hver gang hun gylper på det. Ellers kunne vi ikke lave andet.

Ellen hygger sig i sengen
Ellen hygger sig

Jeg havde hende på vægten på apoteket i dag. Hun svarer nogenlunde til en gennemsnitlig 1-årig. Men heldigvis passer længden til vægten. Nu må vi se hvad sundhedsplejersken siger på tirsdag. Og indtil nu har hun ikke fået andet end hvad jeg har kunnet producere til hende. Omend hun lige smagte lidt champignonsovs med porre i går eftermiddags.

PC for øvede

Wednesday, August 6th, 2008

Jeg sidder med det lokale AOF-katalog. De udbyder et kursus der hedder PC for øvede. De beskriver kurset således:

På dette kursus er det en forudsætning, at du har kendskab til din PC, f.eks. fordi du har deltaget i et kursus for begyndere.
Du ved hvordan du bruger musen, kan gemme dokumenter og finde dem igen. Du har flere gange oplevet at det er dig der bestemmer over computeren, og at den af og til gør, som du forventer at den vil gøre. […]

Så er der man overvejer hvad men egentlig selv er, hvis en øvet computerbruger af og til får computeren til at gøre som man forventer den vil gøre.

Nå, jeg tror bare jeg vil bruge computeren og lade være med at melde mig til et PC-hold for øvede.

Faktisk kommer jeg lige i tanke om en sjov oplevelse jeg havde, for nogle år tilbage. Jeg var ved at forklare en dame hvordan sådan noget computer-noget virkede. Og når jeg bad hende pege et sted hen med musen, tog hun den op i hånden og pegede på skærmen med den. Men hun prøvede og ville gerne lære. Og hun nåede da også at forstå hvordan en mus virkede.

Det er svært at huske hvordan man selv havde det første gang man satte sig foran en computer. Men det er nu engang lettere at lære noget man prøver for første gang som 5-årig end hvis man er 50.

Ellen synes i hvert fald også det er sjovt at slå i tastaturet og flytte på musen. Nok mest fordi hendes mor reagerer sjovt. Vi skal vel også snart have fundet en computer frem til hende. Er hun for lille til at have sin egen computer på værelset endnu?

Æble og blomme

Tuesday, August 5th, 2008

I dag blev dagen, hvor Ellen første gang smagte andet end mælk. Hun fik lov til at sutte på et lille stykke æble. Først så hun lidt undrende ud, men så slikkede hun ellers løs på det. Lidt længere oppe i haven fandt vi en blomme. Det var heller ikke dårligt.

Men vi venter lige lidt endnu med at give hende andet at spise. Mælk er nu engang det bedste til en pige på 4 1/2 måned.

Klapvogn

Sunday, August 3rd, 2008

Så fik vi købt en klapvogn. Jeg ledte lidt på nettet og fandt en undersøgelse lavet af det svenske Konsumentverket i efteråret 2007. Testens billigste klapvogn opfyldte alle gældende sikkerhedskrav og klarede sig rigtig godt i holdbarhedstesten.

Så vi kørte til Viborg i dag, for at se på den. Og da vi kom ind i butikken var den endda sat ned. Så vi fik en fin klapvogn til 499,- i Harald Nyborg.

Frokost i det grønne
Frokost i det grønne – og lur i den nye klapvogn.

Efter handlen kørte vi ud og fandt et par caches og spiste vores madpakke. Det var hyggeligt, og bortset fra at hjulene på klapvognen ikke var helt pumpede op, så virkede den helt efter hensigten. Og den fylder meget lidt i bilen, så der er god plads til Siri også.

Siri ser hen mod Kåre og Ellen.
Kommer han da ikke snart?

Stakkels Siri, hun synes godt nok at vi var onde ved hende. Sådan en lang gåtur! Og så kommer jeg lige pludselig i tanke om at vi helt glemte at give hende morgenmad da vi kom hjem. Jeg tror hun ønsker sig en ny familie. :)

Klapvogne

Saturday, August 2nd, 2008

Så har vi været i Århus. Sikke da et mareridt. Vi skulle have en ammestol og en klapvogn.

I sidste weekend var vi til barnedåb hos Ellens kusine og de havde en stol der var rigtig god at amme i. IKEA har en nogenlunde magen til, så den ville vi lige se på. Den var elendig. Men ved siden af stod en rigtig god stol. En rigtig, rigtig god stol. Den kostede 1399 og så meget ville vi ikke rigtig give, uden at det var tænkt ind i en større plan.

Men så var vi heldige. Nede i rodebutikken stod der en uden betræk og med uoriginale ben. Betrækket kan købes ved siden af og vi sætter bare nogle andre ben på. Den fik vi til 250 kroner. :)

Så var det klapvognens tur. Vi var i Baby-Vest og i Baby-Sam. Baby-Sam i Århus sætter jeg ikke mine ben i igen. De havde ikke styr på en skid. Nogle steder var der ingen priser, andre steder var der forkerte priser, en kunde fik at vide, at ham der modtog reklamationer ikke var på arbejde, så han måtte komme igen en anden dag – med en tvillingeklapvogn, en ekspedient stod bare og så forvirret ud, og når folk henvendte sig til ham, sagde han at man måtte spørge en anden, for det vidste han ikke. Ikke at der er noget galt i det, men fire kunder i træk?

Nå, tilbage til klapvognen. Vi skal have noget relativt solidt, den skal jo med på geocaching og der er ikke altid asfalteret der hvor cachene er. Vi skal have noget der kan være i bilen. Vi skal have noget jeg kan få i bilen. Vi skal have noget hvor Ellen kan ligge ned. Sjovt nok kostede alle klapvognene præcist det samme hos Baby-Vest og hos Baby-Sam. Selv dem der var på tilbud.

Den eneste klapvogn der nogenlunde opfyldte vores krav til en nogenlunde pris kunne praktisk talt ikke klappes sammen. Så vi har ikke fået fat i en klapvogn i dag.

Gode råd og ideer modtages hjertens gerne.

Ellens første bad

Thursday, July 31st, 2008

Vi tog til Silkeborg for at finde en cache eller to og for at se på en ny, gammel bil. Vi fandt da også en bil der opfyldte vores krav. En Renault Megane. Den kostede desværre en herregård. Og så skulle der lige sættes anhængertræk på og installeres en fartpilot. Men nu har vi da prøvet at køre en bil med automatgear. Det er såmen ikke så slemt – altså når man lige husker ikke at prøve at koble ud op mod et lyskryds. Bilen stopper nemlig ret brat, når man træder bremsen ned som om det var en kobling. :)

Dåbuk i Silkeborg Dyrehave
En flot dåbuk udstiller sig i Silkeborg Dyrehave. De to dåer er gået om bag et træ.

Fra autoforhandleren tog vi ud i Silkeborg Dyrehave for at finde en cache. Den blev fundet og logget og så kørte vi ud til Almindsø. Her fandt vi også en cache i nærheden af en flot, gammel, hullet eg. Og så skulle vi bade! Det var bare skønt. Ellen synes godt nok det var lidt mærkeligt, nok mest fordi hun havde et par badebukser på, som blev ret kolde. Men da vi kom ind på det lave vand var det nu meget sjovt.

Ellen og Trine i Almindsø
Mig og Ellen i Almindsø.

Da vi kom i seng, lå Ellen og fægtede med armene og greb fat i min næse, ører, læber og hvad hun ellers kunne fange. Pludselig ramte hun en finger ret hårdt op i min næse og så blødte jeg ellers. Godt og grundigt. Sådan en lille voldsmand – og så tillod hun sig bare at ligge og grine af mig!

Vaaaarmt

Tuesday, July 29th, 2008

Der er godt nok alt for varmt for min smag. Omkring 20-22 grader er passende, men det her er ulideligt. Godt jeg fik købt mig en bikini den anden dag. En fin Adidas-svømmebikini til den fyrstelige sum af 50 kroner. Og så i størrelsen 42! Det er lidt underligt at kunne passe noget så småt.

Ellen sover i tremmesengen
Sovende baby.

Kåre har været aktiv hele dagen. Jeg har brugt tiden til at opdatere hjemmesider og webshop. Det skal jo også gøres. Nu er der ved at være en fornuftig temperatur udenfor, så vi vil gå med de to tøser.

I øvrigt kan det vist betragtes som en god dag, når der er græs i både bleen og munden på ungen. :)

Kort nyt

Monday, July 28th, 2008

Jeg gider ikke skrive alt hvad der er sket den sidste uge, så her er et kort resume:

Ellen i indkøbsvogn
Vi var i Århus og omkring vores gamle SuperBest i Risskov. Bemærk den obligatoriske manglende strømpe.

Køkkenhaven
Vi har snakket en masse om at lave køkkenhaven til en terrasse. Og planen er sådan set allerede klar, vi skal bare tage os sammen. Når det engang bliver koldere…

Vindum Kirke
Vi har fundet et par kirkecaches. Der har været en enorm vækst af kirkecaches her i området.

Ellen med ryggen til
Ellen har lige pludseligt lært at vende sig fra ryggen til maven. Her har hun vist bare generelt moslet godt og grundigt rundt.

Ellen glad i bad
Mig og Ellen har taget en masse bade. Både sammen i bruseren, men også udendørs i badekarret. Det kan godt være at det egentlig kun var Ellen der skulle være våd, men hun pjasker en hel del.

Ellen i kravlegården
Pludseligt kunne ungen vende sig, så vi kørte ud og købte en kravlegård. Og det var ikke en dag for tidligt.

Ellen i skråstol
Det var billigere med en skråstol til brug hos mormor og morfar. Den stod nemlig ude i klunsercontaineren på lossepladsen.

Ellen og Ann Kathrine
I går var vi til barnedåb hos Ellens kusine Ann Kathrine. De deler navnet fra Kåres mormor, som hed Ellen Kathrine. Der er tre ugers forskel på dem. Der er Ellen der er nærmest.

Sommerferie: Torsdag

Saturday, July 26th, 2008

Bratskov
Herregården Bratskov

Om torsdagen er der levendegørelse på Bratskov. Men det er aaaalt for tidligt, fra klokken 10 til 1230. Så det nåede vi ikke. Men vi så den omrejsende udstilling Smagen af Kunsthåndværk, med smagsprøver af lokale produkter og fremvisning af kunsthåndværk.

Ellen på cachetur
Ellen på cachetur ved jættestuerne på Søbakke.

Derfra kørte vi til Fjerritslev, hvor vi ledte efter en svær mystery. Det lykkedes da heller ikke.

Lyngmøllen
Lyngmøllen ud mod Grønnestrand.

Og så kørte vi atter mod Svinkløv, for at finde de sidste fire af de nye caches. Vi fandt dem alle sammen og så nogle flotte steder. I Telefondalen blev Kåre bidt af et eller andet, som gjorde ondt en hel uge efter – kunne det have været en hugorm?

Panorama fra Svinkløv
Sådan ser det ud omkring Svinkløv Badehotel.

Træningen skal passes
Selvom man er på ferie skal træningen passes. Godt man har en træningspartner.

Om aftenen var vi en god tur ud over heden for at placere en lille cache. Der var en rigtig flot solnedgang og masser af enebær. Jeg tog en god håndfuld med hjem, de skal bruges på grillen på et eller andet tidspunkt.

Solnedgang over heden
Solnedgang over heden.