Archive for the ‘Ellen’ Category

Tur til Biersted

Thursday, September 18th, 2008

Der er som skrevet konference i Århus i disse dage. Det betyder at jeg mere eller mindre kun ser Kåre når putter mig ind til hans ryg om aftenen. Så jeg tog et par dage til Biersted. De brokkede sig ikke højlydt over at se mig og Ellen og Balder blev også glad for at se Siri.

Ellen og Ane hopper

Ellen og Ane hopper

Jeg tog afsted efter fys- og lægebesøg mandag. Lægen målte en pæn længdeforskel (2,5-3 cm) på mine ben, det hjælper nok heller ikke ryggen.

Far og Ellen hygger med Hippe

Far og Ellen hygger med Hippe

Mor og Ane havde købt en masse tøj til mig og Ellen i Portugal og de havde tre rigtig søde tøjdyr med hjem til Ellen fra Jane. En flodhest, Hippo, en dinosaur, Dino/Puff og en krydsning mellem en næsebjørn og en bæver, som vi ikke lige ved hvad hedder. Forslag modtages gerne. :)

Siris pige eller mormors pige?

Siris pige eller mormors pige?

Onsdag morgen kom Ellen i bad. Det er noget af det jeg har svært ved at gøre selv, så det klarede mor. Vi kunne ikke finde proppen til køkkenvasken, så det blev i opvaskebaljen. Den er godt nok lidt lille efterhånden, men det gik da.

I bad i opvaskebaljen

I bad i opvaskebaljen

Vel hjemme har jeg haft ringet til Center for Sjældne Sygdomme. Lægen havde vurderet at der meget vel kunne være tale om Ehlers Danlos, men at jeg var for gammel til at blive henvist til hende. Så hun har viderehenvist mig til Reumatologisk Afdeling på Århus Sygehus. Der er 100 ugers ventetid!

Lidt af hvert

Sunday, September 14th, 2008

Glad Ellen på aftentur
Ellen nyder også vores aftenture.

Kåre har været stresset og haft særdeles travlt den sidste uges tid. Noget med en eller anden konference. Så jeg tror næsten jeg har set mere til min fysioterapuet end jeg har set Kåre, for min ryg har godt nok været helt åndsvag den sidste halvanden uges tid. I morgen skal jeg både til fys og til læge med den, og så håber jeg godt nok de kan gøre noget ved det. Lige i øjeblikket er der en hvirvel der sidder skævt, men fyssen har ikke kunnet få den på plads. Man burde altså få mængderabat på fysioterapibehandlinger!

Man sover bedst med fødderne på dynen
Man sover bedst med fødderne på dynen.

Ellen er blevet en rigtig moslerøv. Man lægger hende et sted og fem minutter senere er hun langt derfra. Hun kan ikke kravle, men hun har fundet ud af at man kan komme frem ved at trække et ben op under sig og sparke fra.

Men i morgen tager jeg til Biersted sammen med Ellen og Siri. Så skal der slappes lidt af og hygges med familien.

Så er det blevet efterår
Så er det blevet efterår.

Jeg er lige kommet ind til hende i kravlegården, hvor hun lå på maven og kiggede op på mig – med en uldsok i munden! Hvorfor er det lige at jeg ikke havde et kamera i hånden?

Sokken lige taget ud af munden
Lige efter hun har taget sokken ud af munden.

Collage

Friday, September 12th, 2008

En lille collage af Ellen indtil nu. Det er ufatteligt så meget der er sket på så kort tid.

Collage med billeder af Ellen
Klik på billedet for at se en større udgave.

Et par billeder

Friday, September 12th, 2008

Jeg burde læse aftaleret, men det er lidt svært at tage sig sammen, når det hele bare gør ondt. Så her er i stedet for et par billeder af ungen:

Ellen efter aftensmaden
Ellen efter aftensmaden. Hun fik grød – vi fik and.

Quark - skal man spise eller smile til kameraet?
Quark – skal man spise eller smile til kameraet?

Glad og småsyg Ellen

Monday, September 8th, 2008

Vi er alle sammen godt og grundigt forkølede. Vi har sikkert snorket så meget i nat, at naboerne ikke har lukket et øje. Men vi må da håbe det bliver bedre i morgen, for det er nu så trælst at være forkølet. Man er ikke rigtig syg, men man er heller ikke rigtig rask. Det er faktisk bare irriterende.

Glad Ellen med myggestik i panden
Glad Ellen med myggestik i panden.

Slumreanfald
Ellen blev pludselig overmanet af et slumreanfald.

86 års fødselsdag og endnu et FFC

Monday, September 8th, 2008

Ellen bliver smidt rundt af farfar
Ellen bliver smidt rundt af farfar.

I går var vi en smut i Bjergby hos Kåres forældre og derfra kørte vi videre til Struer, for at fejre Kåres morfars 86 års fødselsdag.

Hele familien
Hele familien på tur.

Jeg vidste godt, at det ikke er godt på de danske plejehjem, men jeg var ikke klar over hvor slemt det står til. Vi skulle skifte Ellen og der er naturligvis ikke nogen pusleplads på et plejehjem, så vi lagde hende på gulvet på et stort badeværelse, som bliver brugt til at bade de ældre. Der STANK. Og vi fandt da også årsagen. Og der er ikke nogen pæn måde at sige det på, men toilettet var overskidt, både i kummen og udenpå. Der var lort på armstøtterne og mange andre steder. Generelt særdeles ulækkert. Jeg gik naturligvis ud og fandt en ansat for at gøre opmærksom på det. Jeg regnede da med at der ville blive gjort rent. Men nej, svaret var: Så må I da bare bruge et andet toilet. Jeg fandt et andet toilet. Det var blevet gjort rent hele fem gange de sidste to måneder! Og der lugtede af tis over hele plejehjemmet. Det er simpelthen ikke forhold at byde de ældre! Jeg ved ikke hvad der kan gøres, men et eller andet skal der ske. Sæt skatterne op, give de ansatte højere løn, så det er mere fristende at arbejde på plejehjemmene, hvad ved jeg?

Ellen med far og oldefar
Men morfar blev glad over at se os.

På vejen hjem kørte vi en lille omvej. Og blev First-Finders på en cache der blev udlagt 20. maj. :) Det er ikke ret tit den slags sker, og det er kun ved de svære mysteries. Så nu har vi fem FFC’er.

Babysvømning og gulerødder

Friday, September 5th, 2008

I går var vi til babysvømning for tredje gang. Og denne gang nød Ellen det virkelig. Hun plaskede og grinede. Og selv da hun røg godt og grundigt under vandet ned fra vandrutchebanen synes hun det var sjovt. Vi havde ikke lige hørt at vandrutchebanen var for ældre og mere erfarne børn. :)

Ellen på køkkenbordet med gulerod
Ellen på køkkenbordet med gulerod i hånden.

Jeg lavede gulerodsmos til hende i går. Det var ikke et absolut hit. Det var meget bedre med en hel gulerod at gnaske i. Der kom da også et par tandmærker i guleroden. Det store problem var at overbevise Siri om at det altså var ELLENS gulerod, ikke Siris. Men det er da også svært når hun nu sidder og vifter med en gulerod i øjenhøjde.

ELLENS gulerod
Det er altså Ellens gulerod, Siri har spist sin.

I dag har sundhedsplejen haft forældrecafe ovre på plejehjemmet. Der har man mulighed for at snakke med en sundhedsplejerske og andre forældre. Og børnene kan blive vejet og målt og lege lidt sammen. Ellen leger ikke så meget med andre endnu, men hun blev aet/klappet lidt på hovedet af en ældre pige, en ældre dreng forsøgte at stjæle hendes sut og hun nåede vist også at få en andens finger i øjet. Hun vejer 9,4 kilo og er 71 cm lang.

Gulerodsmos
Gulerodsmos har en flot farve, men det smager altså ikke af så meget uden salt.

Babyrytmik

Wednesday, September 3rd, 2008

I dag har jeg været til babyrytmik med Ellen for første gang. Ellen synes det var rigtig skægt. Vi sang, legede, dansede og spillede på instrumenter. Og når man godt kan lide musik og bevægelse, så må de også være dejligt.

Efter tre kvarter kunne man godt mærke på alle ungerne, at de havde fået fyldt posen godt op med indtryk. Så da vi kom hjem fik Ellen en ren ble, en hyggelig gang mad og så ind i seng. Hun lå en lille halv time og pludrede før hun gik ud som et lys.

Ellen og Alfred
Alfred siger pænt goddag og farvel til alle børnene. Ellen synes Alfred er sød.

Men min krop hadede det. At skulle sidde på gulvet eller stå op og danse med godt ni kilo på armen er altså bare for hårdt. Der var flere ting jeg ikke kunne holde til. Men til december begynder Kåre at komme med, så må han klare alle de hårde ting og vi må deles om de andre. Jeg tror nu også han glæder sig. :)

Jeg må indrømme at jeg er lidt bekymret for hvordan det kommer til at gå. Altså med min dumme krop og de ting den ikke kan. For jeg synes simpelthen det er synd, at det skal gå ud over Ellen. Det er godt hun har en far, der kan og vil lege det med hende, som jeg ikke kan. Men jeg er misundelig. Jeg ville ønske jeg kunne kaste rundt med hende og få hende til at grine lige så højt og hjerteligt som Kåre kan.

Men jeg må jo bare finde alternativer. Jeg fik hende da i hvert fald til at skrige af grin ved at “tabe” hende på hovedet ned fra en stol i dag. :)

Cachetur

Tuesday, September 2nd, 2008

Så blev der tid til endnu en cachetur. Vi skulle alligevel til Randers…

Først blev det Red Fall inde i Randers og derefter en af de gamle stationer i Randers, Strømmen Station, som kun bliver brugt til lidt veterantogskørsel nu.

Ellen og Trine venter på Kåre
Mig og Ellen sidder og venter mens Kåre kravler rundt i krattet.

Så kørte vi lidt sydpå, til Johanneskirken i Vorup. Den blev hurtigt logget, for det var begyndt at regne. Efter en tur i Randers Storcenter efter en laminator til stash notes1 og FFC’er kørte vi ud i Paderup Mose for at finde Farmors cache.

Svaner
Svanerne passer på Farmors cache.

Farmors cache var klart dagens bedste. Der skulle gås lidt i dejlig natur for at nå cachen og lige ved siden af cachen stod der et ungt rådyr. Vi var ikke mere end 20 meter fra det. Så er det altså hyggeligt at geocache. :) Men hvor var der dog mange myg! Rigtige børn har mange myggestik – det er et sundhedstegn.

Paderup Mose
Paderup Mose.

Og på vejen hjem kom vi til at diskutere om vi havde fundet Værum Kirke eller ej. Så måtte vi jo køre ind og se efter. Og vi havde sådan set begge to ret. Vi havde ledt efter den, men ikke fundet den. Denne gang fandt vi den hurtigt.

Glad geobaby
Glad geobaby – myggestik til trods.


1/ En stash note er et stykke papir man kommer i sine caches, så muggles2 kan se hvad det er de har fundet. Håbet er at de lægger cachen tilbage på plads.
2/ En muggle er en ikke-geocacher.

Et par billeder

Monday, September 1st, 2008

Mor og lillesøster er i Portugal, men jeg er sikker på at de gerne vil se et par billeder af barnebarnet/niecen. Så I andre må leve med det.

Ellen sidder op i sengen
På vej i seng. Vi sidder lige og hygger lidt.

Ellen med en riskiks
Ellen spiser en riskiks. Utroligt så meget en enkelt lille riskiks kan fylde.

En lille gambler
Hun skal nok lige finde pokerfjæset frem før hun spiller om penge.