Archive for the ‘Ellen’ Category

Vores jul – 25. december

Saturday, December 27th, 2008

Vi spiste frokost i Bjergby og Ellen fik pakket to pakker mere op: Et babysæt til Stokke-stolen og en giraf, man kan komme bolde i munden af. Julemanden havde lagt en seddel under juletræet til svigermor med et koordinat på. Koordinatet ledte ud i haven under en busk, hvor der stod en ammoboks med en hel tom logbog i. Jeg tror hintet blev opfanget. :)

Solnedgang over Biersted.

Solnedgang over Biersted.

Over frokost kørte vi til Biersted, hvor der var dømt almindelig afslapning og hygge. Til aftensmad fik vi raclette, det er ikke dårligt og Ellen kan også godt lide smeltet ost.

Hele familien griner af Ellen.

Hele familien griner af Ellen.

Efter aftensmaden skulle der åbens gaver igen. Der var et håndklæde, en DVD med Babar, et lækkert sæt overtrækstøj, to små bøger og en lille bamse til Ellen. Hun er altså lidt forkælet!

Det var en rigtig hyggelig og afslappende aften.

Ellen hygger sig med morfar og mormor.

Ellen hygger sig med morfar og mormor.

Vores jul – 24. december

Saturday, December 27th, 2008

Vores jul startede med en geocachingtur den 24. om eftermiddagen inden kirken. Toenhalv løve og en oldtidsvej blev det til. Så hjem og få noget andet tøj på og i kirke.

Den gamle grav.

Den gamle grav.

Kirken i Haderup var godt fyldt, men sådan er det jo juleaften. Ellen holdt til salmen efter prædikenen, så var hun simpelthen for træt og fyldte i øvrigt kirken med en duft der ikke just ledte tankerne hen på andesteg! Så hende og Kåre kørte hjem til Kamilla (Kåres søster) og Niels. Da gudstjenesten var ovre gik Kamilla, svigermor og jeg hjem sammen med Toke og Asbjørn.

Mens vi venter i Haderup Kirke.

Mens vi venter i Haderup Kirke.

Julemiddagen var lækker og der var lidt til alle: Gåsesteg, andesteg, kamsteg og hjemmelavet medister, så ingen led nød. Ellen kunne godt lide andesteg med brun sovs og rødkål.

Der blev gået om juletræ og sunget salmer. Ellen var med på en arm lidt af vejen, men tilbragte det meste af tiden siddende under juletræet, mens hun moslede en af Ann-Kathrines gaver. Ann-Kathrine har et lidt mere normalt søvnmønster, så hun sov.

Gaver!

Gaver!

Ellen var ret ligeglad med gaverne, men Toke og Asbjørn flåede papiret af den ene efter den anden – omend det mest spændende naturligvis var da de skulle give deres hjemmelavede gaver til forældre og bedsteforældre. Ellen fik en Stokke-stol, en bog om bondegårdens dyr (med lydeffekter) og en træklovn, sådan en af de gode, gamle fra Brio, hvor man samler træringe til en klovn på en pind.

Klassikere dør ikke.

Klassikere dør ikke.

Omkring midnat kørte vi til Bjergby, hvor Siri havde holdt juleaften i bryggerset. Det var bedre for hende, end to vilde drenge, der synes hun er farlig. Vi gik en aftentur i den dejlige frostklare julenat under den mest fantastiske stjernehimmel.

Glædelig jul

Friday, December 26th, 2008

Glædelig jul skal der lyde til alle jer der læser min blog.

Glædelig jul fra både Ellen, Kåre og mig.

Glædelig jul fra både Ellen, Kåre og mig.
(Billedet bliver lidt bedre, hvis man klikker på det.)

Opdatering

Tuesday, December 23rd, 2008

Det er vist ved at være laaang tid siden jeg har skrevet her sidst. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, der er nok bare ikke sket så meget. Vi har mest bare tullet lidt rundt.

Julegaverne er købt for længe siden. Nogle blev afleveret i starten af december i Bjergby, men endte ved en fejl i Hadsten, så dem var vi forbi for at hente i går. Ellens fætter, Casper, synes altså ikke lige fra starten at Ellen skulle ind på hans værelse, men det gik hurtigt over. De var nu så søde, da de sad på gulvet og legede sammen.

Ellen og Casper

Ellen og Casper

En enkelt cache er det blevet til: Krakamarken syd for Paderup. Vi havde været i storcentret og ville lige gå en tur på vejen hjem. Der var godt nok mange får på den mark! Og når der er mange får er der også mange fårelorte. Og de sætter sig fast i alting. Så selvom vi synes vi havde tjekket Siris pels, så har Ellen nu konstateret at fårelorte ikke smager godt.

"Fårene står der endnu og glor."

Pakkekalenderen har også været sjov. Nogle dage har det været sjovest at smide ting på gulvet og se dem blive samlet op, men løven med de vakkelvorne ben og julemanden der kan gå har også været sjove at lege med.

Ellen og løven med de vakkelvorne ben.

Ellen og løven med de vakkelvorne ben.

Jeg har kogt risengrød til resten af familien i dag. Den står trygt og godt pakket ned i brændekurven, så der skulle være mad til i aften. Jeg er ikke specielt meget til risengrød, så det får de andre lov til at hygge sig med. Vi har også fået syltet fire kilo rødbeder, så håber vi der er nok til julefrokosten 2. juledag.

Og så håber jeg at I alle må få en rigtig god jul sammen med dem I holder af.

Ellen og bøgerne

Wednesday, December 17th, 2008

Ellen har altså et eller andet for bøger. Endnu har hun ikke ødelagt nogen, men hun vil meget gerne lege med dem:

Ellen og bøgerne.

Ellen og bøgerne.

Ellers sker der ikke så meget. Vi var i Biersted lørdag-søndag for at give en hånd med. Når man sælger juletræer er det jo sådan set lidt højsæson for tiden. :)

Ellen og Morfar hygger sig med et stykke chokolade.

Ellen og Morfar hygger sig med et stykke chokolade.

Åh ja, og så er der nogen der på en eller anden måde har tiltusket sig adgang til Kåres visakort, så der er blevet stjålet 10.700 kroner, der er brugt på en eller anden australsk spilside. Bankmanden lød vist lidt som om han mente at det var Kåre selv der havde brugt pengene og bare ikke ville indrømme det overfor konen. Men det er nok også noget de har prøvet før. Jeg har nu ikke Kåre mistænkt for det store i den retning. :)

Kasser er altså bare godt legetøj.

Kasser er altså bare godt legetøj.

Julegaverne er der sådan set styr på – vi mangler lige en enkelt mandelgave, men så er det også det. Og så skal jeg lige have stegt 50 frikadeller og kogt et par kilo rødbeder, men det er jo ikke så galt.

Pakkekalender

Thursday, December 11th, 2008

Ud over at Ellen får pakkekalender fra Mormor-nissen, så har jeg faktisk også været så heldig at vinde et par lækre skindhjemmesko til hende i dag på navlestreng.dk. Dem glæder vi os til at få.

Men jeg skal vinde i to julekalendre mere før jeg er oppe på samme niveau som sidste år. :)

Chokolade!

Tuesday, December 2nd, 2008

I dag var der en lille plade chokolade i pakken. Efter aftensmaden (to store kartofler, halvanden gulerod og en kvart karbonade spist af den tallerken der var i pakken i går) blev tøjet demonteret i fuld overbevisning om at det er nemmere at vaske ungen end tøjet. Og så fik hun chokolade. Det var absolut ikke dårligt. Det var faktisk ret lækkert.

Mmmm. Chokolade.

Mmmm. Chokolade.

1. søndag i advent

Monday, December 1st, 2008

Vi var nede og se juletræet blive tændt på torvet her i Ulstrup. Og vi fandt ud af at Ellen synes gløgg smager godt. Og Siri ville gerne være med til at løbe rundt på torvet og synge “Nu’ det jul igen”.

Adventsdekorationsklargøring.

Adventsdekorationsklargøring.

Vi har ikke været i Biersted i år, så jeg måtte selv til at lave adventsdekoration – og vi havde ikke engang en halmbøjle, så jeg kunne lave en krans. Så ingen adventskrans til os. Men en dekoration blev det da til, så vi fik tændt det første lys og sunget et par salmer. Det var godt blevet lige sent nok, så der var ingen gløgg og æbleskiver.

Adventshygge.

Adventshygge.

I dag er det jo 1. december og inde i stuen står der to store poser med kalenderpakker til Ellen fra mormor. Den første skulle åbnes i dag. Ellen var nysgerrig, men måtte dog have lidt hjælp af far. Jeg er dog sikker på at hun har helt styr på det, når vi kommer til juleaften.

Jaaah, en pakke.

Jaaah, en pakke.

Vi har været i mødregruppe med sammenskudsgilde i dag. Så der var god frokost. Ellen spiste en hel rugbrød med tunmousse og rejer, et godt stykke flutes og lidt agurk og gulerod – hun må have været sulten. Nu sover hun, for det var hårdt at lege med de andre børn flere timer.

På opdagelse på Idas værelse.

På opdagelse på Idas værelse.

Børn er dumme – Ellen er i hvert fald.

Friday, November 28th, 2008

Ellen sidder med en næsten-død ballon. Hiver i den og giver slip. Det gør ondt i fingrene, så hun klynker lidt – hvorefter hun straks gør det igen. Og igen. Og igen. Suk.

Målebåndet og søgræskurven er sjove!

Målebåndet og søgræskurven er sjove!

Solid ekstern DVD-dims?

Thursday, November 27th, 2008

Vi må håbe at Dells eksterne DVD-dims til bærbare er solid!

Ellen var så stille, så jeg vendte mig om for at se hvad hun nu lavede. For 30 sekunder siden sad hun og legede med to søgræskurve, men nu sad hun i den anden side af rummet med dimsen til Kåres bærbare i munden. Men mon ikke de sørger for at babysikre den slags? :)